PRM / Høj smitte i Vrå Sogn resulterer nu i en række tiltag

    Pressemeddelelse fra Hjørring Kommune

    Styrelsen for Patientsikkerhed har i dag fredag d. 12. november meddelt Hjørring Kommune, at Vrå Sogn blandt andet overstiger et incidenstal på 1000. Derfor opfordrer Styrelsen for Patientsikkerhed nu til, at kommunen iværksætter en række tiltag.

    Udover at Vrå Sogn aktuelt har en incidens på 1044, er positivprocenten på 5,85 procent og den seneste uge har der været 31 nysmittede. Dermed overstiger sognet alle tre grænseværdier. Det betyder, at Hjørring Kommune skal følge myndighedernes anbefalinger til tiltag ved høj lokal smitte.

    Generelt opfordres alle borgere i Vrå og omegn til at lade sig teste hurtigst muligt.

    Der arbejdes i øjeblikket på højtryk for at etablere et midlertidigt kvik-teststed i Idrætscenter Vendsyssel i begyndelsen af næste uge. Vi gør opmærksom på, at der indtil da er testmuligheder i både Hjørring, Hirtshals og Brønderslev.

    Samtidig anbefales alle at have fokus på anbefalingerne om at holde afstand, lufte ud, spritte hænder og i det hele taget være opmærksom på god hygiejne.

    Vrå Undervisningssted, Vrå Børnehus og dagplejen er fortsat åbne og vil følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger om tiltag ved høj lokal smitte på børne- og undervisningsområdet. Alle forældre vil lørdag via AULA blive orienteret om tilrettelæggelsen af dagligdagen i tilbuddene.

    I forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalg tirsdag d. 16. november er der stor fokus på de anbefalinger vi alle kender: hygiejne, brug af håndspit, afstand og udluftning på alle valgsteder i hele kommunen. Man er også velkommen til at medbringe sin egen blyant eller kuglepen. Derfor kan man trygt møde op og afgive sin stemme på tirsdag – også i Vrå. Det vil på alle valgsteder være muligt at afgive sin stemme udenfor eller i bil. I Vrå opstilles der et telt, til stemmeafgivning.

    Kontakt:

    Direktør for Børne-, Skole- og Undervisningsforvaltningen Jesper Carlsen på 30 46 03 37

    Skole- og Dagtilbudschef Kari Rune Jakobsen på 41 22 38 03

    Kommunaldirektør Tommy Christiansen på 41 22 30 12

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hoj-smitte-i-vra-sogn-resulterer-nu-i-en-raekke-tiltag?releaseId=13636386

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **