PRM / Historisk nyhed til elbilisterne: føtex og Clever skaber Danmarks største lynladenetværk

    Pressemeddelelse fra Clever

    Med knap 300 nye, offentlige lynladepunkter fordelt på 89 føtex-lokationer i hele landet, får Danmark inden udgangen af 2022 et markant løft af det offentlige ladenetværk til elbiler. Det nye lynladenetværk bliver landets største i forhold til antal udtag, og mest relevante for elbilisternes hverdag med den korte ladetid og de meget attraktive placeringer ved føtex’ dagligvarebutikker.

    I modsætning til normalladere, hvor opladningerne typisk strækker sig over flere timer, vil man med en lynlader nemlig kunne oplade sin elbil på samme tid som en gennemsnitlig indkøbstur typisk varer – cirka 15-20 minutter.

    “I føtex har vi en ambition om at gøre det så nemt som muligt for vores kunder at træffe det grønne valg i hverdagen. Det gælder både de varer, kunderne putter i kurven, men også ved at understøtte skiftet til elbiler. Med lynopladning i den lokale føtex, kan elbilisterne lade elbilen markant hurtigere i hele landet,” siger direktør i føtex, Anja Madsen.

    Ladeoperatøren Clever, der driver Danmarks største åbne offentlige ladenetværk, ser aftalen som et afgørende og stort skridt mod en markant bedre, mere relevant og dækkende ladeinfrastruktur til alle elbilister:

    “Det her er et kæmpe fremskridt for elbilismen i Danmark. Vi har et stort fokus på at etablere store lynladestationer ved motorvejene, og nu bliver lynopladning for alvor hverdagseje i hele Danmark. Med føtex’ og Clevers investering i den nationale, åbne ladeinfrastruktur udnytter vi den helt store fordel ved elbilen, nemlig at man kan lade der, hvor man er – også mens man handler,” siger Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller og fortsætter:

    “føtex har nogle meget attraktive placeringer i hele landet. Det giver os mulighed for fremover at tilbyde lynopladning fra Frederikshavn til Falster.”

    De nye lynladepunkter bliver installeret løbende og de fleste forventes at stå klar inden udgangen af 2022, såfremt tilladelser og tilslutning af strøm falder på plads.

    Med føtex som spydspids indgår Salling Group og Clever samtidig en rammeaftale, der vil udvide ladenetværket til flere af detailkoncernens lokationer. I første omgang drejer det sig om 16 lynladepunkter fordelt på 10 Netto-lokationer og tre Bilka-lokationer.

    Salling Group og Clever er fælles om ambitionen om at etablere Danmarks største lynladenetværk. Derfor vil de to parter løbende udbygge aftalen de kommende år og opsætte endnu flere ladepunkter ved koncernens dagligvarebutikker, hvor kunder og alle andre nemt og hurtigt kan lade bilen.

    Samtlige lynladepunkter vil indgå i Clevers offentlige ladenetværk, som er tilgængelig for alle elbilister. Man kan oplade gennem abonnement hos Clever og forbrugsafregnet per kilowatttime, hvor man kan bruge ladebrik, kreditkort og gennem både Clevers og tredjeparts app.

    Fakta

    • Ifølge Dansk Elbil Alliance og DTU vil der i 2025 være behov for 100-150 offentlige lynladepunkter til hverdagsladning, hvis der skal være 380.000 elbiler på de danske veje samme år.
    • Med den nye aftale vil føtex og Clever etablere godt 288 nye lynladepunkter fordelt på 89 føtex-lokationer med egen parkeringsplads ud af godt 100 føtex-lokationer i hele Danmark.
    • Samtidig med føtex-aftalen indgår Salling Group en rammeaftale, der skal udvide lynladenetværket til endnu flere af koncernens lokationer – herunder Bilka og Netto. I første omgang drejer det sig om 16 lynladepunkter fordelt på 10 Netto-lokationer og tre Bilka-lokationer.
    • Ladepunkterne kommer til at stå på yderst attraktive placeringer, bliver lette at finde og ved hjælp af tidsbegrænset parkering kommer kunderne ikke til at vente længe på en ledig lynlader.
    • Alle elbilister kan benytte lynladerne via abonnement hos Clever og ved at forbrugsbetale med kreditkort, ladebrik og gennem Clevers og tredjepart app. På sigt bliver det også muligt at lade elbilen via føtex Plus-app’en.

    Kontakt:

    Head of Communications & Public Affairs Henrik Skyggebjerg tlf.: +4560169714 email: hs@clever.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/historisk-nyhed-til-elbilisterne-fotex-og-clever-skaber-danmarks-storste-lynladenetvaerk?releaseId=13635822

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **