PRM / Vi skaber trygge rammer på alle valgsteder

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    Om lidt er der kommunal- og regionalvalg – en vigtig dag i demokratiets tegn. Samtidig er der en stigende smitte med covid-19 i samfundet. Derfor tager vi nu ekstra forholdsregler, så det er trygt for alle at afgive sin stemme.

    “Vi gør, hvad vi kan for at skabe trygge rammer, så alle borgere, der har stemmeret, har mulighed for at deltage i valghandlingen. Enten på selve valgdagen, som vi kender det, eller ved at brevstemme. Hvis vi hjælpes ad, husker de gode råd og den sunde fornuft, så kan vi komme godt igennem valget alle sammen, siger Martin Weis Holm, centerchef for Politik & Personale i Guldborgsund Kommune.

    Forholdsregler på valgstederne

    Der vil således være håndsprit flere steder på hvert valgsted, afstandsmarkeringer på gulvene, og der luftes ud løbende under hele valghandlingen.

    Alle stemmebokse sprittes af hver ½ time, ligesom vi udskifter og spritter blyanterne i stemmeboksene af i løbet af dagen.

    Hvad kan man selv gøre?

    Derudover er man velkommen til at medbringe sit eget skriveredskab. Det gælder både, hvis man brevstemmer på forhånd, og hvis man stemmer på selve valgdagen.

    Tager man eget skriveredskab med, skal det enten være en kuglepen i sort, blå, grøn eller rød eller en helt almindelig blyant.

    Hvis man har mulighed for det, kan man på selve valgdagen forsøge at undgå de tidspunkter, hvor flest stemmer. Det er typisk mellem kl. 8-9 og mellem kl. 15-18. Alle valgsteder åbner kl. 08.00 og lukker kl. 20.00.

    Man kan brevstemme til og med den 12. november

    Det er også muligt at brevstemme helt frem til fredag den 12. november kl. 17.00. I Guldborgsund kan man brevstemme på alle bibliotekerne og i alle Borgerservicecentre.

    Man behøver ikke at have modtaget sit valgkort for at brevstemme. Man skal blot huske sundhedskort, pas eller kørekort og møde op på biblioteket eller hos Borgerservice i den betjente åbningstid.

    Læs mere om valget, brevstemmer, åbningstider mm. på www.guldborgsund.dk/kv21.

    For yderligere information kontakt:

    Martin Weis Holm, centerchef, Center for Politik & Personale, 25180320

    Johanne Duus Hornemann, kommunikationskonsulent, 25182335

    KL STEM MED logo

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vi-skaber-trygge-rammer-pa-alle-valgsteder?releaseId=13635832

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **