PRM / Hvad skal der ske, når du skal herfra? Tag aktivt stilling til din arv med UNICEF

    Pressemeddelelse fra UNICEF Danmark

    Arveklasse? Tvangsarv? 30%-løsningen? Det kan lyde tungt, men i virkeligheden er det begreber, som kan være vigtige at blive klogere på. Der vil i nogle tilfælde nemlig ikke blot være sindsro og god samvittighed at komme efter, men også økonomiske fordele for eventuelle arvinger. F.eks. kan 30%-løsningen fritage dine arvinger fra at betale bo- og tillægsboafgift, således at de får lidt mere i arv.

    Faktisk viste en undersøgelse fra Analyse Danmark for Det Gode Testamente i 2018, at hver anden dansker ønsker at tegne et testamente for at have indflydelse på, hvad der skal ske med deres formue, når de ikke er her mere. Det er naturligt i denne forbindelse at have sine nærmest i tankerne, men mange har også et ønske om at gøre noget, der afspejler deres værdier i livet. Og har man ingen arvinger, så tilfalder alt, hvad man ejer, automatisk staten jf. arveloven, medmindre man forinden har tegnet et testamente og dermed taget stilling.

    En mindre arv kan gøre en kæmpe forskel

    I UNICEF Danmark oplever vi en stigende interesse for at bruge sin arv til at gøre en forskel, men mange har spørgsmål til, hvordan man griber det an. Derfor inviterer UNICEF til arrangementer i hele landet, hvor du i selskab med UNICEF og dygtige jurister kan blive klogere på alt det praktiske omkring arv og testamente til velgørende organisationer.

    “Når man vælger at betænke UNICEF i sit testamente, så hjælper man alle verdens børn – uanset om det er et stort eller et lille beløb, så er det en hjælp. Vi arbejder for børns liv, trivsel og udvikling både med langsigtede udviklingsprojekter og akut nødhjælp. Vi er utrolig taknemmelige for dem, der vælger at tænke på verdens mest syge og udsatte børn i deres testamente. Det gør en stor forskel,” siger Karen Hækkerup, generalsekretær i UNICEF Danmark.

    “Jeg har i mange år arbejdet for børns sikkerhed, ve og vel og børns sikkerhed ligger mig meget på sinde. Ved at betænke UNICEF i sit testamente giver man verdens udsatte børn en gave, der rækker langt ind i fremtiden. Det er for mig helt naturligt at støtte op om,” fortæller Per Larsen, foredragsholder og tidligere chefpolitiinspektør ved Københavns Politi.

    Bliv klogere på arv og testamente mandag den 15. november kl. 17 – 19.30 hos UNICEF i Nordvest

    Mandag den 15. november 2021 afholder UNICEF arrangement om arv og testamente hos UNICEF Danmark fra kl. 17 – 19.30. Det er gratis for alle at deltage – man skal blot tilmelde sig på forhånd. Til arrangementet vil Karen Hækkerup fortælle mere om UNICEF’s arbejde og samtidigt vil en jurist fortælle om lovgivning og praktik i forbindelse med arv, testamente og donation. Desuden har deltagerne fornøjelsen af at høre Per Larsen fortælle.


    Tilmeld dig her: UNICEF.dk/event

    Har du ikke mulighed for at deltage den 15. november, så afholder UNICEF også arvearrangement hos Den Blå Planet den 24. januar 2021 og den 10. februar i Køge.

    Kontakt:

    Julie Kauffmann, pressemedarbejder, UNICEF Danmark
    Tlf. 23 71 18 64. E-mail: JRKauffmann@unicef.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hvad-skal-der-ske-nar-du-skal-herfra-tag-aktivt-stilling-til-din-arv-med-unicef?releaseId=13635152

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **