Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune
Den 12. november kl. 10 tager borgmester Jesper Frost Rasmussen sammen med ladeoperatøren Clever det første spadestik til otte nye ladepunkter ved Esbjerg Lufthavn. De etableres i forbindelse med den eksisterende parkeringsplads foran terminalbygningen i et tæt samarbejde mellem Clever og Esbjerg Lufthavn. Dermed tager lufthavnen et meget synligt skridt i retning af at blive en grønnere lufthavn, hvor både udefrakommende bilister og lufthavnens egne passagerer kan tanke grønt.
“Flere ladepunkter i hele kommunen skal være med til at hjælpe os frem mod vores vision om at være CO2 neutral i 2030. Er man på nippet til at blive elbilsejer er det vigtigt, at man ved, at det ikke vil være et problem at få ladet bilen op. De kommende ladestandere vil være med til at dække et behov, som vi ved kun er tiltagende”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Ved de otte nye ladepunkter, skal elbilister i fremtiden kun vente ca. 20 minutter, før bilen er ladet op. Netop den hurtige og effektive opladning vil gøre stedet interessant for elbilerne, som plejer at suse forbi på den nærliggende motorvej. Anlægget vil være åbent hele døgnet.
“Vi vil gøre det stadigt nemmere og mere meningsfuldt at lynlade bilen, og netop derfor har Clever, sammen med arkitekterne fra Cobe, skabt et prisvindende, modulært og organisk design, der skal give alle mulighed for en fortjent lynladepause – og så er placeringen her ved motorvejen og Esbjerg Lufthavn jo virkelig attraktiv og relevant for bilisterne”, fortæller Clevers direktør Casper Kirketerp-Møller.
Clever og Esbjerg Lufthavn har arbejdet sammen om udformningen på faciliteterne, der kommer til at bære præg af miljørigtige valg. Målet er at skabe en rolig oase, hvor bilisterne også selv kan lade op i overført forstand, når de nyder det grønne område.
Kontakt:
Borgmester Jesper Frost Rasmussen, mail jesra@esbjerg.dk eller telefon 27 24 18 00.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/esbjerg-lufthavn-fejrer-forste-spadestik-til-nye-lynladere?releaseId=13635517
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








