PRM / Stadig stort behov for at styrke tilskudspulje

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Varmepumpe-ansøgninger er tikket ind i en lind strøm den seneste måned. knap 12.000 har søgt tilskud via Bygningspuljen til at installere en varmepumpe. Det svarer ifølge Energistyrelsen til tre ud af fire af de cirka 17.000 ansøgninger til energiforbedringer i årets sidste ansøgningsrunde.

    I alt 340 millioner kroner er brændt af i denne runde, mens der i forårets ansøgningsrunde blev fyret 320 millioner kroner af via Bygningspuljen. Den store forskel er dog, at det denne gang har taget en måned, før puljen blev tømt, mens det til sammenligning tog knap 13 timer i foråret. Dengang opstod der kaotiske tilstande, hvor puljen blev væltet bagover af ansøgere, og kun en lille andel nåede at fingre i de eftertragtede tilskud. Siden er tilskudsstørrelsen blevet sat ned, og ansøgningsprocessen ændret for at undgå frustrationer i ansøgningsprocessen.

    “Resultatet viser, at puljen passer godt i forhold til efterspørgslen, og man har fået tilpasset puljestørrelsen og rettet en del af ansøgningssystemets fejl. Vores bekymring er dog stadig, om politikerne er opmærksomme på, at der fortsat er et stort behov for at få flere penge i puljen til næste år, selvom den ikke blev tømt en enkelt dag denne gang,” siger Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

    Kamp om kronerne

    Næste år rummer Bygningspuljen omkring 375 millioner kroner. Ud af dem er der et krav om, at minimum 60 procent af tilskudskronerne skal gå til varmepumpe-projekter, så TEKNIQ Arbejdsgiverne vurderer, at det kan favne installationen af 13.000-16.000 varmepumper næste år. Det er et godt skridt på vejen, men der er stadig et stykke vej til at nå i mål med konverteringen af de mange olie- og naturgasfyr, som klimamålsætningen kræver. Samtidig er det lavere end dette års salgstal.

    “Vi skal ramme 30.000 konverteringer i løbet af et par år, og selvfølgelig er der også nogen, som vælger at investere i en varmepumpe uden at få tilskud. Men der er en risiko for, at man udskyder projekter på grund af økonomien. Derudover står håndværkerfradraget også til at blive væsentligt mindre ved årsskiftet,” siger Troels Hartung.

    I år var puljen samlet set på 675 millioner kroner. Energistyrelsen vurderer, at fordelingen mellem varmepumpe-projekter og øvrige energiforbedringer til nye vinduer og isolering eksempelvis lander på henholdsvis 62 procent og 38 procent. Alle ansøgere får svar på deres ansøgning inden årsskiftet, men der kan gå op til seks måneder, før man får pengene udbetalt, forklarer Energistyrelsen.

    Frem mod næste ansøgningsrunde vil styrelsen arbejde på at forbedre it-systemerne til ansøgningsprocessen, da der stadig er grus i maskineriet.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne: 77 41 15 38

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stadig-stort-behov-for-at-styrke-tilskudspulje?releaseId=13635276

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **