PRM / Skønne naturperler til salg

    Pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen

    I Himmerland ligger en skøn eng på otte hektar og venter på en ny ejer. Engen er en del af et vådområdeprojekt, hvor man blandt andet har genslynget dele af Binderup Å, der løber ud i Nibe Bredning i Limfjorden. Der er både mulighed for jagt og fiskeri, og det er ét af flere skønne områder, som Landbrugsstyrelsen sælger her i efteråret.

    I Kogsbøl Mose nordvest for Tønder er det muligt at blive den heldige ejer af knap 35 hektar eng. Området ligger op ad en større mose og er tidligere blevet dyrket som landbrugsjord. Nu er grundvandsstanden hævet og området bliver til en våd eng, så den kan være med til at reducere CO 2-udslippet.

    På nogle af områderne, der er sat til salg, er der mulighed for jagt eller fiskeri, på andre er der mulighed for at lade dyr gå og græsse. Fælles for de fleste er, at jorden ikke må dyrkes, sprøjtes eller gødes. På den måde er det muligt at blive ejer af et stykke natur, der har en positiv effekt på klima og miljø.

    – I hele landet hjælper Landbrugsstyrelsen med at fordele jorden for landmænd, hvis lavtliggende landbrugsjord skal føres tilbage til vådområder. Det mindsker udledningen af kvælstof, fosfor og COâ?? og giver samtidig nye naturperler. I år har vi 20 områder, som venter på nye ejere, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Frank Kargo.

    Køb en bid af Vejle Ådal

    Landbrugsstyrelsen sælger ikke kun områder, der er en del af projekter, som skal gavne klima eller miljø. I større jordfordelinger kan der opstå situationer, hvor almindelige landbrugsarealer kommer i overskud, når jorden skal omfordeles frivilligt mellem landmændene. Sådan et område kan man eksempelvis købe sig i Østjylland.

    I den idylliske Vejle Ådal ligger en græseng på knap fem hektar og venter på en ny ejer. Engen går helt ned til Vejle Å, og på området er der både mulighed for jagt og fiskeri.

    Ud af de 20 områder, der bliver sat til salg, er det på nuværende tidspunkt muligt at finde udbudsmateriale på 16 af områderne. I løbet af efteråret vil udbudsmateriale på alle områderne løbende blive offentliggjort på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

    Der er arealer til salg i både Tønder, Vejle, Assens, Faaborg-Midtfyn, Viborg, Randers, Norddjurs, Rebild, Lemvig og Morsø Kommuner. Arealerne bliver solgt gennem budrunder, og hvis man gerne vil købe et af områderne, kan man finde udbudsmateriale på områderne her.

    I alt vil Landbrugsstyrelsen sætte cirka 400 hektar til salg dette efterår.

    Yderligere oplysninger:

    Hvis du er journalist, kan du kontakte Landbrugsstyrelsens pressevagt på tlf. 41 89 25 07 eller presse@lbst.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skonne-naturperler-til-salg?releaseId=13635283

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **