PRM / Rekordmange dagpengemodtagere langt fra arbejdsmarkedet kommer i job

    Pressemeddelelse fra AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

    ARBEJDSMARKED

    1 ud 13 langtidsledige dagpengemodtagere, som var langtidsledige i maj, kom i job i juni, hvilket svarer til knap otte procent af gruppen. Det viser ny analyse på baggrund af Beskæftigelsesministeriets DREAM-register udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

    Det er det højeste niveau i de 13 år, man har kunnet måle.

    “Under coronakrisen var der mange dagpengemodtagere, der blev ramt af langtidsledighed. Vi kan nu se, at mange fra samme gruppe kommer i arbejde,” siger cheføkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

    Man defineres som langtidsledig, når man har været ledig i mindst 80 procent af tiden det seneste år.

    “Mange ledige oplevede under den økonomiske krise, at det blev endnu sværere at komme i arbejde, og mange kom længere væk fra arbejdsmarkedet. Langtidsledighed er et stort problem for den enkelte og samfundet, hvis den bider sig fast. Så det er godt, at vi ser lysere tider i tallene nu,” siger Erik Bjørsted.

    Stadig mange langtidsledige

    Da coronakrisen ramte Danmark i marts 2020 var der omkring 22.000 langtidsledige. Da antallet af langtidsledige toppede i april 2021 var der knap 40.000 langtidsledige. Siden er kurven knækket, men der er stadig cirka 30.000 langtidsledige.

    “Alle kan se, at vi har gang i et historisk opsving med rekordhøj beskæftigelse og flot vækst, men vi må ikke glemme, at der stadig er rigtig mange, der er ramt af længerevarende ledighed,” siger Erik Bjørsted.

    “Problemet er, at man som langtidsledig ofte bliver valgt fra af arbejdsgiverne, når der skal ansættes nye folk. Arbejdsgiverne vil hellere ansætte folk, der har været ledige i kort tid. Derfor er det vigtigt med målrettet hjælp til langtidsledige for igen at få fodfæste på arbejdsmarkedet,” siger Erik Bjørsted.

    “Det er vigtigt, at medarbejderne på jobcentrene og i A-kasserne har de rigtige kompetencer og tilstrækkelige ressourcer til at hjælpe langtidsledige, som kræver en særlig indsats, i arbejde. Chancen har dog aldrig været større end nu, hvor virksomhederne i høj grad mangler arbejdskraft og udviklingen viser, at langtidsledige tager arbejde, når der er ledige job at få,” siger Erik Bjørsted.

    Læs analysen her

    Kontakt:

    Cheføkonom Erik Bjørsted tlf.: 27 68 79 50 email: eb@ae.dk

    Kommunikationschef Jesper Kirkbak tlf.: 50 73 71 34 email: jk@ae.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rekordmange-dagpengemodtagere-langt-fra-arbejdsmarkedet-kommer-i-job?releaseId=13633552

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **