PRM / Årets Julemærke er udkommet

    Pressemeddelelse fra Julemærkefonden

    Årets Julemærke blev i dag afsløret af Kronprinsessen sammen med illustrator Peter Bay Alexandersen. Det skete til et festligt arrangement på Københavns Rådhus. Det var samtidig en god lejlighed for Kronprinsessen, som er protektor for Julemærkefonden, til at tale med nogle af de mange børn, som hver dag får hjælp gennem deres ophold på et Julemærkehjem.

    I talerne blev der af forstander og bestyrelsesmedlemmer lagt vægt på, hvor meget gavn de mange udsatte børn har af fællesskabet på Julemærkehjemmene. Her oplever de, at de er noget værd, og der er både voksne og andre børn, som har tid til dem.

    Den populære sanger Andreas Odbjerg optrådte med et kor af Julemærkebørn med sangen “I morgen er der også en dag”. En sang der ligesom Julemærkehjemmene fokuserer på at skabe håb og positive tanker.

    Hent flere fotos fra arrangementet samt fotos af Julemærket her:

    https://julemaerket.kontainer.com/direct/JVb1EoOBJk

    Hjem til jul

    Årets Julemærke er tegnet af illustrator Peter Bay Alexandersen og har temaet “Hjem til jul”. Motivet viser et skib, der ligger til kaj, hvor folk vender hjem til deres familier og venner med hænderne fulde af pakker og juletræer.

    Det er en hyldest til det særlige fællesskab, som opstår i juletiden, og det minder os om betydningen af, at vi husker at invitere hinanden hjem, noget vi desværre var mange, der gik glip af sidste år pga. corona-restriktionerne.

    “Det er med stor glæde, at jeg har tegnet årets Julemærkeark, og jeg kan ikke komme i tanke om en sag, jeg hellere ville arbejde for end netop Julemærkehjemmene. Sammen med Julemærkefonden blev vi enige om at bygge arkets fortælling op om det, vi alle havde gået og savnet i corona-tiden, nemlig at gense alle vores kære. At tegne det historiske har altid talt særligt stærkt til mig. Derfor var det nærliggende at placere handlingen i en havneby fra et tidspunkt i 1800-tallet, og hvad er mere julet end netop de gamle dage”, fortæller Peter Bay Alexandersen.

    Kathrine fandt troen på sig selv

    Tilstede ved præsentationen var også 14-årige Kathrine Rahbek fra Varde. I sommeren 2020 var hun på ophold på Julemærkehjemmet Fjordmark. I en rørende tale beskrev hun, hvordan hun havde haft det inden sit ophold:

    “Jeg troede ikke på mig selv, jeg dunkede hele tiden mig selv i hovedet og fortalte mig selv: “Du dur ikke, Kathrine” “Du er ikke noget værd”, “Du er dum og grim” Jeg ville allerhelst bare være hjemme fra skole, og jeg ville ikke rigtig med til noget.”

    På Julemærkehjemmet mødte hun en masse børn, som havde nogle af de samme problemer, og sammen med det pædagogisk personale lærte hun at sætte ord på de ting, der kan være svære og være mere tilgivende over for sig selv:

    “Jeg har fået mere selvtillid, og jeg har fået venner, jeg stadig snakker med. Det har været den bedste oplevelse for mig”, sluttede hun sin tale med et smil.

    Læs hele talen her

    Alle børn har værdi for fællesskabet

    Kathrine er bare et af de 1.000 børn, som Julemærkehjemmene hvert år hjælper. Det er børn, der mistrives, bliver mobbet, er ensomme og ikke tror, de er gode nok. Under et ophold bliver de del af et fællesskab med støtte, nærvær og omsorg.

    “Vi hjælper børn, så de igen får mod på livet. Det er vores mål at hjælpe børnene til at se og mærke, at de alle har værdi for fællesskabet. Når børnene er på Julemærkehjemmene, udvikler de sig, for de bliver set og anerkendt for at være dem, de er, og de oplever sammenhold, støtte, omsorg og tryghed”, fortæller direktør i Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen.

    Indtægterne daler – støtten stiger

    Indtægterne fra salget af Julemærket bidrager til driften af Julemærkehjemmene, hvor børn som Kathrine kan få hjælp.

    Tidligere kunne indtægterne fra velgørenhedsmærket finansiere hele hjælpeindsatsen. Sådan er det desværre ikke længere.

    “Salget af Julemærket bidrager fortsat til vores hjælpearbejde. Men i dag udgør det kun lidt under 10 % af vores samlede indtægter. Vi er derfor helt afhængig af støtte fra private, virksomheder og fonde. Heldigvis møder vi stor opbakning til vores arbejde. Der er rigtig mange, som gerne vil bidrage til at hjælpe børnene – ikke kun til jul, men året rundt,” siger Søren Ravn Jensen.

    Der er dog stadig flere hundrede børn, som står på venteliste til at få et ophold. Derfor er det en oplagt mulighed for at hjælpe dem ved at købe Julemærket. Julemærket kan både købes som helark og som miniark med et udpluk at mærkerne. Motivet fra arkene findes også som julekort og gavemærker. Det kan købes online på julemaerket.dk og i butikker fra i dag.

    Julemærket 2021

    • Julemærket 2021 er nummer 118, og det er udkommet siden 1904.
    • Kan købes online på julemaerket.dk og PostNords netbutik og i følgende butikker: Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Meny, Spar, Min Købmand, Løvbjerg, Bilka, Føtex, Salling, BR, Bog & idé, BOGhandleren, Kop & Kande samt landets posthuse.
    • Et helark med 47 mærker koster 75 kr.

    Fakta om Julemærkehjemmene

    • Julemærkehjemmene hjælper børn, der kæmper med mistrivsel, mobning, ensomhed og lavt selvværd.
    • Hvert år får 1.000 børn i alderen 7-14 år ophold på et Julemærkehjem.
    • Der er fem Julemærkehjem i Danmark: I Hobro, Kollund, Skælskør, Ølsted og Roskilde.
    • 49 % af børnene har inden opholdet på Julemærkehjem oplevet mobning. 12 måneder efter opholdet er andelen faldet til kun 15 %. Kilde: Julemærkefondens resultatdokumentation
    • Julemærkehjemmene modtager kun 2,8 % i offentligt tilskud og er derfor helt afhængige af støtte fra private, virksomheder og fonde.

    Fakta om Julemærket

    • I 1903 fik Postekspedient Einar Holbøll ideen til Julemærket.
    • I 1904 udkom det første Julemærke.
    • Siden 1904 er overskuddet fra salg af Julemærket gået til at hjælpe udsatte børn i Danmark.

    Fakta om Peter Bay Alexandersen

    • Født 1955
    • Uddannet illustrator og grafiker fra Designskolen Kolding (1977) og har arbejdet som selvstændig illustrator siden 1975.
    • Har illustreret mere end 200 bogtitler. Fx “Pigen der kunne tale med hunde” og “Skovpigen Skærv” med tekst af Kim Leine og “Fangeskibet” og “Fængslet ved verdens ende” med tekst af Erik Barfoed.
    • Har skrevet og illustreret to bøger selv: “Det er eddermame løgn” og “Axel og mus på den store rejse”. Sidstnævnte modtog han i 2016 Blixenprisen for som Årets Illustrator.
    • Gift med tekstildesigner Janne Wendt, sammen har de fire sønner og bor i Rødovre

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationsmedarbejder Thomas Elmegård tlf.: 40 41 36 61 email: thomas.elmegard@julemaerket.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arets-julemaerke-er-udkommet?releaseId=13635175

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **