Pressemeddelelse fra TDC NET
Den danske robot “Fable” er ikke større end en lille bamse, men dens brug af 5G-teknologi og smartphones har sat et stort aftryk på 13-årige Rasmus’ hverdag.
Robotten har foruden hjul også en smartphone monteret og kan styres fra distancen af elever, der af forskellige grunde ikke kan være fysisk til stede i klasselokalet. Det giver mulighed for, at fjernunderviste elever kan deltage i det faglige og sociale liv på skolen, uanset om det foregår inde eller udenfor.
Charlotte, mor til Rasmus, som blev født med en lungesygdom og nu har brugt robotten i et halvt år, siger:
“Rasmus logger ind på sin computer og iPad, der begge er forbundet til robotten, og kan på den måde være sammen med sine klassekammerater hele dagen, både i frokostpausen og i undervisningen. Jeg kan mærke, at Rasmus er glad, når han er sammen med de andre, og det har været vigtigt for mig, at han kan se sig omkring og få øjenkontakt med sine klassekammerater.”
5G ændrer perspektivet
Moises Pacheco, Chief Technology Officer og medstifter af Shape Robotics, der har udviklet robotten, fortæller:
“I samarbejde med TDC NET og Ericsson har vi kunnet vise potentialet i at kombinere 5G-teknologi med robotter i undervisningssituationer. Selvom Fable også fungerer med 4G, er der i praksis tale om to forskellige robotter. Med 5G oplever eleverne lynhurtig lyd og billede, så de kan deltage på samme vilkår som de andre elever.”
Det nye nationale 5G-netværk stod færdigt ved udgangen af 2020. Det er kendetegnet ved høje hastigheder og lav ’svartid’. Netop den kombination gør en forskel, fortæller Toke Binzer, underdirektør hos TDC NET.
“Robotter koblet til 5G kan modsat andre robotter både sende og modtage store mængder data stort set uden forsinkelse. Det betyder, at eleven selv kan styre robotten hjemmefra, og at lyd og billede sendes frem og tilbage mellem elev og robot i tæt på realtid. Det giver en helt anden oplevelse. Hvis vi løfter blikket fra undervisningssektoren, er det oplagt, at nogle af de erfaringer, vi har gjort os her, kan overføres til alt fra ældreplejen til oplevelsesindustrien.”
Kan inspirere i udlandet
Bag projektet står TDC NET og Ericssons fælles innovations hub, der udvikler og styrker brugen af 5G i Danmark. Niclas Backlund, landechef for Ericsson i Danmark ser, at samarbejdet omkring 5G-robotten også kan inspirere virksomheder og institutioner i udlandet.
“Danmark var et af de første lande i verden, der udrullede et landsdækkende 5G-net, og jeg er overbevist om, at det danske robot-eksempel sammen med de øvrige tiltag, vi har gennemført med vores 5G innovations hub kan inspirere også udenfor Danmarks grænser. Robotten “Fable” viser helt konkret, hvordan digitalisering kan bruges til at løse samfundsmæssige behov og er et fremragende eksempel på digital inklusion.”
Se en video med Fable og Rasmus her:
Kontakt:
Louise Klinge email: loukl@tdc.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/5g-og-avanceret-robotteknologi-kan-bane-vej-for-bedre-fjernundervisning-af-skoleelever?releaseId=13635149
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **