PRM / Skoleelever bærer stafet fra Nordjylland til Folketinget frem mod Børnenes Kampdag

    Pressemeddelelse fra UNICEF Danmark

    En stafet bestående af seks 1 meter høje cyanblå flamingobogstaver, der tilsammen danner ordet ANSVAR, begynder i dag sin rejse fra Nordjylland til Folketinget.

    Frem mod børnekonventionens fødselsdag den 20. november vil elever fra seks UNICEF-rettighedsskoler bære bogstaverne gennem Danmark og undervejs dekorere dem med deres visioner for fremtiden. Til slut modtager Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, bogstaverne.

    Med stafetten omdøber UNICEF i år konventionens fødselsdag til Børnenes Kampdag for at sætte fokus på de problemer, som, børn mener, er vigtige at kæmpe for.

    “Der er en risiko for, at nogle børn mister tilliden til de voksne, når de ser, hvordan man forsøger at løse eksempelvis klimakrisen. Men børnene må ikke opgive de voksne – for det er de voksnes ansvar at finde løsninger. Børnene kan til gengæld give inspiration til, hvor de næste kampe skal tages, og derfor skal de selvfølgelig tages med på råd. Det er en af de rettigheder, vi kæmper for på Børnenes Kampdag, og dét ansvarsstafetten symboliserer,” siger UNICEF Danmarks generalsekretær, Karen Hækkerup.

    Børnepanel fik idéen

    Idéen til stafetten kommer fra et panel af 11 engagerede børn, som UNICEF i år har planlagt Børnenes Kampdag med.

    “Vi ville gerne have børn fra hele Danmark med til at skabe opmærksomhed om børns rettigheder. Stafetten staver ANSVAR og skal afleveres til Folketinget, fordi de voksne skal tage børns fremtid alvorligt. For os i børnepanelet er det helt vildt vigtigt, at de voksne tager ansvar for at stoppe klimakrisen og diskrimination, og at de kæmper for, at alle børn i verden kan få en uddannelse. Men stafetten giver også andre skoleelever i Danmark mulighed for at fortælle, hvilke kampe, de synes, er vigtige,” siger 12-årige Nora, der er en del af UNICEF’s børnepanel.

    Panelet glæder sig til at overrække stafetten til Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, når bogstaverne har været forbi skoler i Aalborg, Århus, Egtved, Odense, Ringsted og Gladsaxe. Overrækkelsen finder sted fredag den 19. november, og bogstaverne vil herefter stå på formandens kontor, så de folkevalgte kan lade sig inspirere af børnenes tanker.

    “Det er utrolig vigtigt, at vi på tværs af generationer taler med hinanden om, hvordan vi indretter samfundet og løser de store udfordringer. Folketinget gør selv meget for at lære de unge om demokratiets betydning. Hvert år er mange tusind elever på rundvisning i Folketinget, hvor de oplever folkestyret fra nærmeste hold. Børnenes Kampdag bekræfter mig i, at de unge giver et værdifuldt input til den politiske debat. Det er nu op til mine kolleger på Christiansborg at handle på de unges håb og bekymringer”, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen.

    Foruden de seks skoler, der transporterer og dekorerer stafetten, markerer omkring 50 andre UNICEF-rettighedsskoler over hele landet også Børnenes Kampdag. Her vil børnene i ugen op til kampdagen male tegninger og skrive budskaber med gadekridt i skolegården for at fortælle, hvad der er vigtigt for dem.

    FAKTA: BØRNENES KAMPDAG

    • UNICEF fejrer over hele verden børnekonventionens fødselsdag hvert år den 20. november. I år har UNICEF Danmark for første gang nogensinde valgt at markere begivenheden som Børnenes Kampdag, der igennem november giver børn mulighed for at fortælle om de kampe, de mener, er vigtige.
    • Markeringen indledes med en stafet, der rejser rundt blandt danske skoler og undervejs bliver dekoreret med børns visioner for fremtiden. Den 19. november overrækkes stafetten til Folketingets formand.
    • På selve kampdagen den 20. november farves ikoniske bygninger verden over i blåt lys for børnene. Endelig annoncerer UNICEF Danmark modtageren af den årlige UNICEF-pris, der går til en person, organisation eller virksomhed, der gennem flere år har ydet en særlig bemærkelsesværdig indsats for børn i Danmark eller internationalt.

    Kontakt:

    Julie Kauffmann, pressemedarbejder i UNICEF Danmark.
    Tlf. 23 71 18 64. E-mail: JRKauffmann@unicef.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skoleelever-baerer-stafet-fra-nordjylland-til-folketinget-frem-mod-bornenes-kampdag?releaseId=13635113

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **