Pressemeddelelse fra Dansk Metal
Sent i går aftes landede den første delaftale for næste års finanslov. Alle partier står sammen om at sætte rammerne for forskning.
“Forskningen er fuldstændig afgørende for vækst, og at vi får flere nye jobs i Danmark. Folketingets partier fortjener ros for at lytte og nu målrette forskningen inden for digitale teknologier. Det er det helt rigtige. Aftalen er også ambitiøs i forhold til den grønne omstilling – der er et kæmpe potentiale for arbejdspladser, hvis Danmark går i front”, siger formand for Dansk Metal Claus Jensen.
Aftalen målretter 500 mio. kr. til nye digitale teknologier som bl.a. robot- og droneteknologi, automatiseret produktionsteknologi, kvanteteknologi og kvantecomputing.
“Det er også godt, at vi nu får taget hul på forskning inden for udviklingen af erhvervsuddannelserne. Vi har brug for flere hundrede tusinde flere faglærte i de kommende år, hvis vi skal kunne følge med og bevare produktionen i Danmark. Vi har brug for så meget viden som muligt. Det er de dygtige faglærte, der gør, at vi kan konkurrere med f.eks. Kina, og det er de faglærte, der står for at gennemføre den grønne omstilling i Danmark”, siger Claus Jensen.
Dansk Metal opfordrer til, at Danmark frem mod 2030 hæver den offentlige forskningsbevilling fra 1 procent til 1,5 procent af BNP.
“Den forskning, vi investerer i i dag, er jo det, som skal skabe fremtidens jobs og finansiere vores fælles velfærd. Det kræver, at samtlige partier løfter blikket og hæver ambitionerne på Danmarks vegne”, siger Claus Jensen.
Kontakt:
Pressechef Rasmus Thye Lynghøj tlf.: 30767127 email: raly@danskmetal.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-aftale-skaber-flere-arbejdspladser-i-danmark?releaseId=13635115
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








