PRM / Lærerforeningen roser ny aftale: Det er et paradigmeskifte i uddannelsespolitikken

    Pressemeddelelse fra Danmarks Lærerforening

    Efter et langt og grundigt forarbejde har forligspartierne bag folkeskoleloven netop præsenteret et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem, der blandt andet skal erstatte de nationale test. Danmarks Lærerforening er sammen med skolens andre interessenter blevet inddraget i forbindelse med forhandlingerne – og det kan ses på aftaleresultatet.

    “Jeg er meget tilfreds med, at forligskredsen her har lagt vægt på at udvikle evalueringsværktøjer, som lærerne kan bruge, og som understøtter god undervisning. De nye test er pædagogisk anvendelige, og det har været afgørende for os. Derfor har vi fra DLF’s side deltaget meget aktivt og konstruktivt i arbejdet med et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem”, siger Gordon Ørskov Madsen, der er formand i Danmarks Lærerforening.

    Med det nye evaluerings- og bedømmelsessystem kommer der grundlæggende forandringer i det hidtidige system. De nuværende nationale tests afskaffes og erstattes af et nyt system, hvor de obligatoriske test kun omfatter læsning og matematiske færdigheder. Herudover er det som udgangspunkt op til lærerne at tage professionel stilling til, hvilke øvrige test- og evalueringsredskaber der giver mening i undervisningen. Hertil udvikles en række test, der indgår i en test- og evalueringsbank, som lærerne kan anvende efter behov.

    Kvalitetsrapporterne og elevplanerne afskaffes og bliver erstattet af en ubureaukratisk meddelelsesbog, der giver mere rum til lærerens faglighed i dialogen med elever og forældre og kun skal indeholde få, væsentlige fokuspunkter for elevens faglige og alsidige udvikling.

    De nationale test har været omdiskuterede i mange år, og Danmarks Lærerforening har kæmpet for at få testene og hele systemet lavet om.

    “Test i folkeskolen er noget, vi skal gøre for børnenes skyld. Test skal kunne bruges som et pædagogisk redskab til at styrke elevernes faglighed og alsidige udvikling. Det har ikke været tilfældet med de test, som vi har kendt som nationale test indtil nu. De har bidraget til en usund præstationskultur og har ikke været anvendelige for lærerne”.

    Ikke mindst derfor er det med stor tilfredshed, Danmarks Lærerforening kan konstatere, at forligspartierne har været i tæt dialog med parterne omkring skolen og bl.a. har medtaget en række af foreningens anbefalinger. Den nye aftale ser Gordon Ørskov Madsen som et paradigmeskifte i uddannelsespolitikken.

    “Det er glædeligt, at ministeren og de øvrige partier i forligskredsen har lyttet til de faglige og pædagogiske argumenter, vi har præsenteret sammen med KL og Skolelederforeningen undervejs i forhandlingerne. Jeg mener, forhandlingerne har været eksemplariske for, hvordan vi fremadrettet kan drive uddannelsespolitik på en langtidsholdbar måde. Der er her tale om et paradigmeskifte, hvor der bliver givet et større råderum og et større professionelt ansvar, der er tættere på skolens praksis”.

    Yderligere kommentarer:

    Gordon Ørskov Madsen, fmd. i Danmarks Lærerforening via pressekonsulent Anders Michael Kristensen, telefon 31495423

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laererforeningen-roser-ny-aftale-det-er-et-paradigmeskifte-i-uddannelsespolitikken?releaseId=13635118

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **