Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune
Hver gang 20 biler snegler sig frem i myldretiden, sidder der i de 19 kun én person. De mange tomme sæder er udtryk for ‘transportspild’. Hvis flere i stedet begynder at køre sammen i hverdagen, kan det blive et stærkt supplement til den kollektive transport. Det mener Gladsaxe Kommune, som har indgået et partnerskab med virksomheden nabogo, der har udviklet en særlig app for samkørsel.
Mindre CO2 og trængsel på vejene
Nabogo forbinder dem, der skal samme vej, og gør samkørsel i hverdagen let at koordinere. Gladsaxe Kommune tilbyder nu appen til borgere, medarbejdere og lokale virksomheder i samarbejde med Gladsaxe Erhvervsby. Og i november sætter Gladsaxe ekstra fokus på samkørsel sammen med resten af Danmark, hvor en national samkørselskampagne løber af stablen under sloganet “Alle har brug for en sidemakker”.
– Jeg er glad for, at vi med dette partnerskab kan tilbyde nye muligheder for at køre sammen i, til og fra Gladsaxe – fremfor at køre alene i hver sin bil. Det understøtter vores mål om grøn og bæredygtig omstilling, og samtidig nedbringer det trængslen på vores veje. Derfor håber jeg, at november kan blive begyndelsen på mere samkørsel i Gladsaxe, siger borgmester Trine Græse.
Gør det nemt og billigt at køre sammen
Partnerskabet mellem Gladsaxe Kommune og nabogo betyder, at samkørsel via appen er gebyrfri. Brugerne deles blot om udgifterne, så passageren betaler 75 øre pr. km. direkte til chaufføren via appen.
Desuden er Rejseplanen integreret i appen, så man som bruger kan få det fulde overblik over sine transportmuligheder. Kombinationen af samkørsel og kollektiv transport gør det let at undgå transportspild og bidrage til den grønne omstilling.
– Madspild er for alvor blevet et område, hvor folk gerne vil gøre en forskel. Transportspild skal være det næste område, hvor vi hjælper hinanden med at udnytte ressourcer bedre. Store ændringer kommer, når mange ændrer vaner i det små – derfor har vi valgt at fokusere på samkørsel i hverdagen, siger Kasper Dam Mikkelsen, som er partner i og medstifter af nabogo.
Kontakt:
Kommunikationschef i Gladsaxe Kommune Ulla Baden, telefon: 22 76 56 22 eller mail: ulla.baden@gladsaxe.dk
Presseansvarlig i nabogo Ida Blinkenberg Lidell, telefon: 20 46 27 87 eller mail: ida@nabogo.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gladsaxe-vil-skrue-op-for-samkorsel-og-ned-for-transportspild?releaseId=13634334
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **