PRM / Skoleelever får temauge dedikeret til søvn og digitale medier

    Pressemeddelelse fra Red Barnet

    Telefonen er med overalt. Ved middagsbordet, i skoletasken og i sengen. Rigtig mange unge bliver afbrudt i søvnen af telefonens lokkende lyde, vibrationer og lysende skærm. Det sker i sådan en grad, at det for mange går ud over deres indlæring og mentale trivsel. Men hvordan får man store børn og unge til at balancere det digitale liv og prioritere den livsvigtige søvn uden automatisk at blive mødt med himmelvendte øjne?

    Det vil Red Barnet og Just Human sætte fokus på gennem temaugen ‘ReloadMe’ i uge 44. De to organisationer har skabt en materialebank, hvor lærerne på landets skoler og ungdomsuddannelser kan finde materiale, der passer til netop deres elever.

    Just Human har de seneste år med stor succes haft fokus på at skabe opmærksomhed omkring søvn blandt landets skoleelever. Organisationen er gået sammen med Red Barnet for at udvikle en hel temauge og samtidig sætte øget fokus på de unges digitale liv i samspil med søvn.

    – Når vi taler med lærere, forældre og elever, siger de ofte, at deres digitale liv har en stor indflydelse på søvn og trivsel. Derfor vil vi gerne koble de to ting. Særligt på det digitale område har Red Barnet en ekspertise, der kommer projektet til stor hjælp. På den måde kan vi både snakke om problemet med de unges manglende søvn og årsagen, der ofte bunder i et for hektisk eller problemfyldt digitalt liv, siger Eva Molin, projektleder i Just Human.

    Manglende søvn går ud over trivsel
    At sove for lidt har store konsekvenser — ikke mindst for børn og unge. En af verdens førende søvnforskere, Dr. Avi Sadeh, har med sin forskning vist, at en times tabt søvn, bare tre nætter i træk, koster et barn cirka to års kognitiv udvikling – det samme som to klassetrin. Samtidig går den manglende søvn også ud over den generelle trivsel og velvære.

    – Hos Red Barnet har vi i lang tid rådgivet unge, der har haft ubehagelige oplevelser i deres digitale liv. Vi har også spurgt ind til, hvordan de har det, og om de får sovet nok. Det viser sig ofte, at problemer i det digitale liv har konsekvenser i livet uden for digitale platforme. Derfor er vi gået ind i projektet. Vi ved, hvor meget søvnen betyder for den enkelte, og vi mener, at det er et emne, som samfundet skal tage alvorligt, siger Jon Kristian Lange, seniorrådgiver hos Red Barnet og ekspert i børns digitale liv

    Over 150 skoler og uddannelser har allerede tilmeldt sig årets temauge, der er den første i et foreløbigt treårigt projekt støttet af Sundhedsstyrelsen og Nordea-fonden.

    Læs mere på www.reloadme.dk

    Kontakt:

    Pressechef Mette Noppenau tlf.: 2012 1858 email: men@redbarnet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skoleelever-far-temauge-dedikeret-til-sovn-og-digitale-medier?releaseId=13634273

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **