PRM / Hjerteforeningen: Ny Hjerteplan i Region Syddanmark er stort skridt i den rigtige retning

    Pressemeddelelse fra Hjerteforeningen

    Mandag 25. oktober har regionsrådet i Region Syddanmark vedtaget en ny Hjerteplan, der med seks initiativer skal styrke behandlingen af de mere end 100.000 hjertepatienter i det syddanske.

    Hjerteplanen har på mange områder taget udgangspunkt i Danske Regioner og Hjerteforeningens fælles udspil “20 slag for hjerterne”, der både indeholder forslag til nationale og regionale initiativer på hjerteområdet. Blandt initiativerne, der nu bliver til virkelighed i Region Syddanmark, er eksempelvis tilknytningen af psykologer til de syddanske hjerteafdelinger.

    Det er vigtigt med et øget fokus på de psykiske konsekvenser af hjertesygdom, understreger adm. direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft, der bl.a. henviser til Hjerteforeningens seneste store patientundersøgelse, som har påvist, at hver femte hjertepatient manglede hjælp og støtte fra sundhedsvæsenet til at håndtere svære følelser, bekymringer eller følelsesmæssige problemer i forbindelse med hjertediagnosen.

    Anne Kaltoft glæder sig derfor over, at der nu sættes ekstra fokus på hjertepatienter i Region Syddanmark:

    – Det er enormt positivt, at politikerne i Region Syddanmark har arbejdet fokuseret med “20 slag for hjerterne”, og initiativerne kan faktisk komme til at gøre en stor forskel for de syddanske hjertepatienter.

    Hun nærer samtidig et håb om, at andre regioner vil skele til Region Syddanmarks hjerteplan, når der i fremtiden skal drøftes behandling af hjertepatienter.

    – I dag overlever mange deres hjertesygdom, hvilket har medført, at mere end 500.000 danskere i dag lever et liv med en kronisk hjertesygdom. I og med at antallet af hjertepatienter stiger, er der også behov for nye sundhedsløsninger. Region Syddanmark foreslår med hjerteplanen f.eks. flere lokale ambulatorierum på hjerteområdet for at sikre et mere nært sundhedsvæsen Vi håber meget, at Hjerteplanen kan tjene som inspiration for andre regioner, når der skal kigges nærmere på hjerteområdet, slutter Anne Kaltoft.

    Stephanie Lose, Regionsrådsformand i Region Syddanmark, udtaler

    – Med Hjerteplanen er det vores ambition at styrke indsatsen for hjertepatienterne i Region Syddanmark. Det gør vi bl.a. ved at øge antallet af lokale ambulatorier, så flere patienter kan få et nært tilbud og ved at tilknytte psykologer til hjerteafdelingerne, så vi tager bedre hånd om de patienter, der får følelsesmæssige reaktioner og døjer med psykiske eftervirkninger efter at have fået stillet en hjertediagnose. Samtidig har vi med Hjerteplanen fokus på rekruttering, fastholdelse, kompetenceudvikling og specialisering, så vi også i fremtiden har hjerteafdelinger med dygtige medarbejdere til at tage sig godt af hjertepatienterne.

    Fakta:

    Region Syddanmarks udkast til Hjerteplan kan findes her: https://rsyd.dk/wm533282#punktnavn6

    Hjerteforeningen og Danske Regioners udspil “20 slag for hjertet” kan findes her: https://www.e-pages.dk/regioner/164/

    Hjerteforeningens seneste patientundersøgelse “Livet med en hjertesygdom” kan findes her: https://hjerteforeningen.dk/det-goer-vi/publikationer/rapporter/livetmed/

    For yderligere information:

    Jacob Mouritsen

    Presserådgiver i Hjerteforeningen

    Tlf.: 29 81 92 07 / jmouritsen@hjerteforeningen.dk

    Kontakt:

    Presserådgiver Jacob Mouritsen tlf.: 29 81 92 07 email: jmouritsen@hjerteforeningen.dk

    For yderligere information:
    Jacob Mouritsen
    Presserådgiver i Hjerteforeningen
    Tlf.: 29 81 92 07 / jmouritsen@hjerteforeningen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hjerteforeningen-ny-hjerteplan-i-region-syddanmark-er-stort-skridt-i-den-rigtige-retning?releaseId=13634308

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **