PRM / Flere sælgere sætter udbudsprisen ned i forsøget på at få boligen solgt

    Pressemeddelelse fra Boligsiden.dk

    Flere ting indikerer, at boligmarkedet bevæger sig ind i en mere normal udvikling, end det har været tilfældet under corona. Èt af tegnene er udbudspriserne.

    Nye tal fra Boligsiden bekræfter, at der er sket en ændring på netop denne del af boligmarkedet.

    Ser vi til at begynde med på ejerlejlighederne, var der i slutningen af februar måned i år 16 procent af lejlighederne til salg, som var sat ned i pris. Det var samtidig den laveste andel siden 2012.

    Men ved udgangen af september var andelen vokset til 30 procent.

    “Det er nu næsten hver tredje lejlighed til salg, hvor sælgeren har sat udbudsprisen ned. Det er nogenlunde samme niveau som vi så i 2018 og 2019, hvor andelen svingede mellem 25 og 30 procent,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og tilføjer:

    “Efterspørgslen på ejerlejligheder er faldet, og salget har igennem de seneste måneder ligget på niveau med tiden inden corona. Derfor har flere sælgere også indset, at de ikke længere kan få solgt lejligheden til de ekstra høje udbudspriser, og flere vælger at justere prisen i forsøget på at få solgt lejligheden.”

    Hussælgerne holder fast i prisen

    Til gengæld viser der sig et lidt andet billede, når vi retter fokus mod villaer og rækkehuse. Her er der kun sket en mindre stigning i andelen af sælgere, der sætter udbudsprisen ned.

    Konkret er 30 procent af husene til salg ved udgangen af september sat ned i pris. Den andel skal ses i forhold til de 26 procent ved udgangen af marts måned 2021, som var det laveste niveau for husene siden 2012.

    “Markedet for huse har udviklet sig anderledes end for ejerlejlighederne i det sidste halve år. For nok er toppen taget af hussalget, men handelsaktiviteten er ikke nået til det niveau, som vi så før corona, ligesom det er tilfældet for lejligheder. Der bliver fortsat solgt rigtig mange huse, og derfor har hussælgerne heller ikke det samme incitament for at sætte prisen ned som lejlighedssælgerne,” siger Birgit Daetz.

    Men det kan meget vel ændre sig inden længe, mener hun.

    “Det tager typisk sælgerne lidt længere tid at justere udbudspriserne til niveauet for salgspriserne. Så selvom salgspriserne stagnerer, som det også er sket for husene, eller måske endda falder, vil faldet i udbudspriserne typisk ske lidt forsinket. Derfor tror jeg, vi vil se nogenlunde samme stigning i andelen af hussælgere, der sætter udbudsprisen ned senere på året eller i begyndelsen af det nye år,” siger Birgit Daetz.

    I 2018 og 2019 var det typisk mellem 32-35 procent af husene til salg, hvor udbudsprisen var sat ned.

    Udviklingen i andelen af boliger til salg med prisnedsættelser det seneste år:

    Måned

    Andel af lejligheder til salg med prisnedsættelse

    Andel af villaer/rækkehuse til salg med prisnedsættelse

    Ultimo september 2021

    29,9%

    30,4%

    Ultimo august 2021

    27,9%

    28,0%

    Ultimo juli 2021

    24,4%

    26,1%

    Ultimo juni 2021

    23,9%

    26,8%

    Ultimo maj 2021

    20,8%

    26,2%

    Ultimo april 2021

    18,7%

    26,0%

    Ultimo marts 2021

    16,8%

    25,9%

    Ultimo februar 2021

    16,4%

    27,5%

    Ultimo januar 2021

    17,2%

    28,8%

    Ultimo december 2020

    19,4%

    28,6%

    Ultimo november 2020

    21,3%

    31,1%

    Ultimo oktober 2020

    22,1%

    31,6%

    Ultimo september 2020

    23,1%

    32,1%

    (Andelen af prisnedsættelser er beregnet på baggrund af de aktuelle udbudssager hos den aktuelle ejendomsmægler. Eventuelle prisreguleringer hos tidligere ejendomsmæglere er dermed ikke regnet med i denne opgørelse. Kilde: Boligsiden.)

    Kontakt:

    Har du brug for yderligere kommentarer eller tal for de(n) kommune(r), du dækker. Kontakt kommunikationsdirektør Birgit Daetz, bcd@boligsiden.dk. Telefon: 21210284

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-saelgere-saetter-udbudsprisen-ned-i-forsoget-pa-at-fa-boligen-solgt?releaseId=13633757

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **