Pressemeddelelse fra Akademikerne
Overvismand, Carl-Johan Dalgaard, udtaler i den forbindelse, at det er forståeligt, at regeringen gerne vil hjælpe brancher, der signalerer mangel på arbejdskraft. Men man bør være omhyggelig med at undgå at gribe til strukturelle initiativer, som man ikke ville gennemføre under normale omstændigheder, for at løse et problem her og nu.
Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, udtaler:
“Vismændenes kritik af at skære i dagpenge til nyuddannede i håb om at skaffe mere arbejdskraft, mens økonomien buldrer derudad, gør indtryk. Dette er ikke en god løsning“, siger Lars Qvistgaard.
Virkningen ved at skære i dagpengene til nyuddannede er tilmed usikre på langt sigt, og vil svække den fremtidige danske arbejdsmarkedsmodel.
“På den lange bane risikerer vi, at der ved den næste lavkonjunktur vil være mange arbejdsløse, som ikke bliver grebet af dagpengesystemet. Det så vi jo også i kølvandet på, at dagpengeperioden blev halveret i starten af 10’erne”, siger Lars Qvistgaard.
Ligeledes sår vismandsrapporten tvivl om udflytningen af uddannelser. Ifølge rapporten er uddannelsesmobiliteten allerede i dag mindst lige så høj i yderområderne som i resten af landet.
“Udflytningen vil hverken øge uddannelsesmobiliteten eller beskæftigelsesmobiliteten. Derimod frygter vi uddannelsessektorens kvalitet svækkes. Det vil gøre det vanskeligere at finde tilstrækkelig med specialiseret arbejdskraft i fremtiden og dermed mindske produktiviteten og den velstand, vi alle skal leve af”, siger Lars Qvistgaard.
Rapporten understreger, at en forudsætning for sunde offentlige finanser i fremtiden er, at velfærdsaftalen fra 2006 realiseres.
“Vi skal understøtte det gode og lange arbejdsliv, hvis velfærdsaftalen skal blive til virkelighed, ved at fastholde seniorerne. Derfor er vi nødt til at styrke fleksibiliteten i seniorarbejdslivet”, siger Lars Qvistgaard.
Han fortsætter:
“Vi skal sikre tilstrækkelig med kompetencer, så alle kan begå sig på arbejdsmarkedet hele arbejdslivet. Så skal vi også sikre at den enkelte har den rette økonomiske tilskyndelse til at ville arbejde helt frem til pensionsalderen, og også gerne efter.”
Desuden kritiserer vismandsrapporten den manglende dokumentation af forudsætningen bag de regneregler, som forskellige ministerier benytter i deres politiudvikling. Denne kritik bakker Akademikerne op om:
“Det er et demokratisk problem, at der ikke er fuld åbenhed om de forudsætningerne og kilderne bag de beregninger, som danner grundlag for politiske udspil. En sådan åbenhed er nødvendig, hvis vi skal løfte den politisk-økonomiske debat”, siger Lars Qvistgaard.
For yderligere kommentarer, kontakt Lars Qvistgaard på 2147 2686.
Akademikerne er talerør for 447.000 offentligt og privatansatte og udgør den akademiske fagbevægelse
Kontakt:
Chefkonsulent Jens Alkjær tlf.: 2249 5856 email: jal@ac.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/akademikerne-vismandsrapport-sar-tvivl-om-dagpengebesparelserne-til-nyuddannede?releaseId=13633526
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








