Pressemeddelelse fra Naturstyrelsen
Er du mountainbiker? Eller drømmer du om at prøve det?
Så kan du godt spænde hjelmen og gøre dig klar ved pedalerne. For på lørdag den 16. oktober åbner et sandt mekka for tohjulede i Svanninge Bakker og Gåsebjerg Sand ved Faaborg på Sydfyn.
– Det er glædeligt, at vi snart kan åbne Fyns største mountainbikeområde, der forhåbentligt også kan blive en attraktion, som mange vil køre langt for at opleve. Vi er kommet i mål takket være et godt samarbejde, et stort frivilligt engagement og støtte fra fonde. Vi har indarbejdet hensyn til natur og andre brugere af området, så jeg håber alle kan bakke op om den store, flotte bikepark her på Sydfyn, siger skovrider Jakob Harrekilde Jensen.
Området kommer til at gå under navnet Sydfynske Alper MTB og rummer blandt andet Fyns største bikepark.
Indvielse for alle
Mountainbikeområdet bliver indviet klokken 10.00 hvor Faaborg-Midtfyns borgmester Hans Stavnsager og skovrider Jakob Harrekilde klipper snoren.
Borgmester Hans Stavnsager (S) glæder sig over, at både borgere og gæster nu får endnu en anledning til at komme ud i naturen:
– Faaborg-egnen er kendt for sin enestående natur med Geopark Det Sydfynske Øhav og ikke mindst De Sydfynske Alper. Som kommune er vi optaget af både at passe på naturen og landskabet, formidle historien om geoparken og at gøre den tilgængelig for flere. Samarbejdet om Sydfynske Alper MBT gør det muligt og sætter samtidig to streger under Faaborg-egnen som outdoor-destination, lyder det fra Hans Stavnsager.
Alle er velkomne til at være med på indvielsesdagen. Her kan både børn og voksne prøve kræfter med de nye spor og bikeparken – eller tage med på guidet tur med Øhavsmuseet, Naturstyrelsen og de frivillige sporbyggere.
Du kan medbringe din egen mountainbike eller låne en gratis. Som ekstra kulør på dagen hopper en gruppe dygtige unge mountainbikere på cyklerne og leverer et flot freestyle show. Der serveres desuden gratis øl og vand og lidt godt til ganen.
Spænd hjelmen og kom afsted
Efter indvielsen er det bare med at spænde hjelmen og komme afsted – området er nemlig gratis at benytte og offentligt tilgængeligt året rundt.
Det nye mountainbikeområde byder på et væld af muligheder og oplevelser – blandt andet Fyns længste nedkørsel i Gåsebjerg Sand. I samarbejde med Øhavmuseet er der desuden opsat formidling langs MTB sporet i Svanninge Bakker.
Besøger du Sydfynske Alper MTB, kan du bl.a. opleve:
- Mammut-trail i Svanninge Bakke
Mammut-trail er en del af de i alt cirka 10 km MTB spor i bakkerne og et nyt formidlingsspor, der rummer tre forskellige lydfortællinger, som du kan følge rundt til fem audio-standere på ruten.
Lydfortælling 1 – Her får du tips til, hvordan du kan køre endnu bedre, og hvad du fx skal være opmærksom på, når du kører på det næste stykke af ruten.
Lydfortælling 2 – Her kan du høre om den natur, du kommer igennem på ruten.
Lydfortælling 3 – Her får du en historie serveret om mammutter og jægere.
- Flow Trail i Gåsebjerg Sand
Flow Trail er et nyt spor med en lang opstigning til toppen, der efterfølgende giver dig Fyns længste nedkørsel i to variationer – den røde og den blå rute.
- Pump track bane i Gåsebjerg Sand
En ny pump track bane til dig, der drømmer om adrenalin, tricks og hop.
- Børne pump track bane i Gåsebjerg Sand
Området byder også på aktivitet for de mindste. Der er nemlig etableret en børne pump track bane til børn med løbecykel.
I løbet af efteråret åbnes nye røde spor i Svanninge Bakker, og der tilføjes et teknikområde til bikeparken, hvor man kan øve forskellige færdigheder.
Samarbejde baner vejen
Mountainbikeområdet er blevet til i et samarbejde mellem Foreningen Sydfynske Alper Sti- og sporbyggere, Øhavsmuseet, Geopark det Sydfynske Øhav, Faaborg-Midtfyn Kommune og Naturstyrelsen.
Projektet er finansieret med midler fra Nordea Fonden, LAG-SØM, Lokale- og Anlægsfonden, Faaborg-Midtfyn Kommune, Friluftsrådet, EnergiFyn, Destination Fyn og DGI/DIF Foreningspuljen. Mountainbikeområdet ligger på Naturstyrelsens arealer.
Praktisk
Indvielsen finder sted lørdag den 16. oktober kl. 10.00 ved Gåsebjerg Sand Naturlegeplads på Odensevej 150, Faaborg. Programmet kan ses på
.om Naturstyrelsens tilbud til mountainbikere, om sikkerhed ved cykling og om gode råd og regler. Fx gælder færdselsloven også i naturen (kør i højre side, gå i venstre side).
Kontakt:
Ved pressehenvendelser kontakt venligst skovrider i Naturstyrelsen Jakob Harrekilde Jensen på tlf. 72 54 35 50 – eller projektleder fra Geopark Det Sydfynske Øhav Kewin Bach Friis Kamelarczyk på tlf. 23 49 43 30.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/snart-abner-nyt-mountainbike-mekka-pa-sydfyn?releaseId=13633483
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **