PRM / Nyt danmarkskort: Her høster vi flest æbler

    Pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen

    Lige nu kan man støde på æblefestivaler, æblerov, æblekager og faktisk også et æbleræs. Æblehøsten bliver markeret på mange måder, og selvom det sker i hele landet er der stor forskel på, hvor mange æbletræer der står i de forskellige kommuner.

    Ingen er i nærheden af Svendborg på Sydfyn, når det kommer til æbleplantagernes samlede areal. I kommunen ligger der 270 hektar med æbletræer, og det er et godt stykke fra landets næststørste æbleareal på 149 hektar, som Lolland Kommune kan prale af.

    – Vi ved fra vores opgørelser, at Fyn har lange traditioner for frugtavl. Og Svendborg er én af de danske byer, som markerer høsten med sin helt egen begivenhed, det såkaldte æbleræs. Tallene viser også, at de med rette kan kalde sig Danmarks førende æblekommune, siger teamleder i Landbrugsstyrelsen, Peter Byrial Dalsgaard.

    Langt mellem de vestjyske æbletræer

    Også Langeland, Guldborgsund og Vordingborg Kommuner har store æblearealer. Sammen med Svendborg og Lolland sidder de fem kommuner i det sydlige Danmark på knap 40 procent af landets æbleplantageareal.

    – Når især den sydlige del af Danmark har godt gang i æbleproduktionen, kan flere faktorer spille ind. Både traditioner og et lidt mildere klima end i det nordlige Danmark spiller formentlig en rolle, siger Peter Byrial Dalsgaard.

    Vestjylland er den landsdel uden for hovedstaden, hvor æbleplantagerne samlet set fylder mindst. Her er Skive den største æblekommune med lidt over 9 hektar. Til sammenligning er Rebild den største nordjyske æblekommune med 11 hektar, og Samsø er den største østjyske æblekommune med 22 hektar.

    Opgørelsen er baseret på tal fra ansøgninger om landbrugsstøtte. Enkelte mindre plantager og æbletræer i private haver tæller derfor ikke med.

    FAKTA: Kommuner med størst æbleareal

    Kommune

    Æbleareal (hektar)

    Svendborg Kommune

    270,1

    Lolland Kommune

    149,3

    Odsherred Kommune

    94,3

    Nordfyns Kommune

    83,6

    Sønderborg Kommune

    67,7

    Guldborgsund Kommune

    61,0

    Middelfart Kommune

    50,8

    Nyborg Kommune

    47,0

    Odense Kommune

    44,8

    Langeland Kommune

    44,2

    I alt Danmark

    1.413


    Yderligere oplysninger

    Du er velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressevagt på 4189 2507 eller presse@lbst.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-danmarkskort-her-hoster-vi-flest-aebler?releaseId=13633457

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **