PRM / Bioøkonomien kalder på landbruget

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    Onsdag den 27. oktober sætter Dansk Bioøkonomi Konference 2021 fokus på udvikling af klimavenligt landbrug, bæredygtig anvendelse af eksisterende afgrøder og restprodukter, som eksempelvis kan bruges til fødevarer og materialer inden for byggeriet.

    “Konferencen er en god mulighed for den enkelte landmand til at kigge ind i den fremtid, vi er på vej mod. Flere og flere iværksættere og forretningsudviklere vil interessere sig for landbrugs- og fødevarebranchen i de kommende år, og rent privat glæder jeg mig som landmand til at få inspiration til hvordan vi udnytter vores afgrøder og restprodukter endnu bedre og mere bæredygtigt” siger John Brædder, borgmester i Guldborgsund Kommune.

    Nye veje i landbruget

    Det er ikke blot innovative erhvervsfolk, som i højere grad retter blikket mod fødevareproduktion. Regeringen har med sin nye landbrugsaftale givet landbruget en hovedrolle i klimakampen, og en del af den kamp skal kæmpes med bioøkonomi, som kort sagt handler om bedst mulig udnyttelse af afgrøder og rester som f.eks. roetoppe, halm, tang og produktionsrester.

    “Lolland-Falster er Danmarks nok stærkeste planteavlsregion, og derfor giver det virkelig god mening, at vi tager et ansvar i forhold til en bedre udnyttelse af det, vi dyrker. Med konferencen skaber vi en platform for hele Danmark spækket med viden, konkret erfaring og inspiration, så vi kan skabe mere værdi for både klimaet og den enkelte landmand”, siger John Brædder.

    På Lolland-Falster er der biomasse ad libitum og grøn energi – og for at sikre optimal og bæredygtig værdiskabelse af ressourcerne er der brug for hele paletten af viden og innovationslyst. Målet er at sikre, at biomasse fra land og vand dyrkes, høstes og anvendes bæredygtigt fx til materialer, som der lige nu er voldsom stor efterspørgsel på – og at nye jobs og værdiskabelsen sker, der hvor biomassen gror.

    Konference om bioøkonomi for sjette år i træk

    Bioøkonomisk Vækstcenter, som er en del af Guldborgsund Kommune var tilbage i 2016 initiativtager til den første bioøkonomi-konference. Partnerkredsen bag dette års konference er Food & Bio Cluster, Aarhus Universitet, CBIO, DLS, Teknologisk Institut, Frej, Agrovi, IDA, World Perfect, Blue Research, Agri – Aqua Innovation Denmark, Business Lolland-Falster samt Lolland og Guldborgsund Kommune.

    Dansk Bioøkonomi Konference 2021 afholdes onsdag den 27. oktober på Engestofte Gods kl. 8:30 -16.

    Læs mere: https://bioguldborgsund.dk/konferencer/dansk-biooekonomi-konference-2021

    Kontakt:

    Borgmester John Brædder tlf.: 25180390

    Chefkonsulent, Cand.Comm. Rikke Betak Lund tlf.: 25180248 email: rblu@guldborgsund.dk

    Programkoordinator, Bioøkonomisk Vækstcenter, Guldborgsund Kommune, Mette Jørgensen, tlf.: 2518 1833

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/biookonomien-kalder-pa-landbruget?releaseId=13633358

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **