PRM / Hverdagsfortællinger skal sælge lokalområder i Varde Kommune

    Pressemeddelelse fra Varde Kommune

    BOSÆTNING

    På www.agerbæk.byfortællinger.dk fortæller en ung børnefamilie om, hvordan udsigten til mere plads og et større lokalt sammenhold har fået dem til at udskifte livet i en større by med en tilværelse i Agerbæk.

    Det er hverdagsfortællinger som disse, der fremover skal sælge 12 byer og lokalområder i Varde Kommune. Byerne lancerer i de kommende måneder de nye hjemmesider, og Agerbæk og Tistrup er som de første online.

    Hjemmesiderne indeholder foruden hverdagsfortællinger information om skole, dagtilbud, indkøbsmuligheder og foreningsliv.

    Fokus på bosætning
    Den øgede online tilstedeværelse skal ses i lyset af politisk fokus på bosætning og aktiviteter i lokalsamfundene med henblik på at styrke tiltrækningen af nye borgere til Varde Kommune.

    Ølgod og Ansager er de næste hjemmesider i rækken, og i de kommende måneder følger Oksbøl, Varde, Skovlund, Outrup, Nørre Nebel, Næsbjerg og Nordenskov. Alslev ønsker at afvente med lanceringen.

    Citat
    Mogens Pedersen, kommunaldirektør i Varde Kommune:

    “Tilgangen med byhjemmesider bygger på forskning, der viser, at man flytter efter hverdagen. De nye hjemmesider sætter netop fokus på hverdagen i de enkelte byer, og håbet er, at et indblik i hverdagslivet vil få flere til at vælge en by i Varde Kommune som deres næste hjem.”

    Fakta

    • Varde Kommune består af 49.628 indbyggere. 14.117 bor i Varde, mens resten er fordelt i oplandet.
    • Varde Kommune består af ni byer med mere end 1.000 indbyggere.
    • Målt på areal er Varde Kommune landets femtestørste kommune.

    Kontakt:

    Jørgen Nielbæk
    Chefkonsulent i Varde Kommune
    30 59 05 95 / joni@varde.dk

    Søren Toksvig Jensen
    Kommunikationsmedarbejder i Varde Kommune
    61 63 98 01 / srej@varde.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hverdagsfortaellinger-skal-saelge-lokalomrader-i-varde-kommune?releaseId=13633035

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **