Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
Udviklingsministeren udtaler – “Det syriske samfund er bogstaveligt talt bombet årtier tilbage og er fanget i en stadigt dybere krise. I den danske regering er vi fast besluttet på, at Danmark skal hjælpe flere mennesker bedre. Det gør vi ved at hjælpe de syriske flygtninge i nærområderne med at sikre dem fremtidsmuligheder, så de kan bevare håbet. Og det gør vi ved at bidrage til at holde hånden under de værtssamfund i Jordan og Libanon, som huser rigtig mange syriske flygtninge.”
Han tilføjer – “Nøden er stor, men den gode nyhed er, at Danmark har hjulpet helt fra starten af konflikten, og der er igen i år afsat 700 millioner kr. til indsatser i Syrien og nabolandene. Det handler bl.a. om adgang til sundhedsklinikker, uddannelse, jobskabelse og humanitære indsatser.”
“Vores hjælp rækker rigtig langt, når vi sætter ind, hvor det virkelig er svært, og hvor behovene er størst. Det er også derfor, at regeringen vil reformere udviklingsbistanden, så vi kan øge støtten til nærområderne med 3,5 milliarder kr. – udtaler udviklingsministeren
Syrien-konflikten er nu gået ind i sit 11. år og har resulteret i en af verdens mest alvorlige humanitære kriser. Over 12 millioner mennesker er tvunget fra deres hjem, og 5,6 millioner er flygtet til andre lande i regionen.
Udviklingsministeren er i Jordan og Libanon fra den 6 – 10. oktober. I Jordan vil udviklingsministeren blandt andet mødes med regeringen samt besøge virksomheder, som Danmark har hjulpet syriske flygtninge med at starte. I Libanon vil ministeren mødes med libanesiske ministre samt besøge syriske flygtninge, der bor i uformelle teltlejre. Ministeren vil i Libanon også besøge nogle af de projekter, som Danmark har støttet efter eksplosionen.
Baggrund
Siden sammenbruddet i Syrien har Danmark været til stede med omfattende støtte til Syrien-krisen på mere end 3,5 mia. kr. I 2021 afgiver Danmark samlet tilsagn på mindst 700 mio. kr. til indsatser i og omkring Syrien. Det markante engagement fortsættes i 2022, hvor der samlet forventes indsatser for mindst 700 mio. kr. til Syrien-krisen, hvoraf de 200 mio. kr. er afsat til engagementer i Syrien og nabolandene, der huser langt størstedelen af de mange syrere, der er flygtet fra konflikten.
Nabolandene Libanon og Jordan huser store flygtningebefolkninger fra Syrien. Libanon er det land i verden, som har det højeste antal flygtninge pr. indbygger, og i Jordan udgør over 10 procent af befolkningen syriske flygtninge.
For yderligere information kontakt
Ledende presserådgiver, Laura Sørensen Topp, tlf. 61 97 92 41, lautop@um.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/minister-for-udviklingssamarbejde-besoger-de-syriske-flygtninge?releaseId=13633116
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **