Pressemeddelelse fra Ingeniørforeningen, IDA
Regeringen og arbejdsmarkedets parter har i dag indgået en trepartsaftale, som skal imødegå manglen på arbejdskraft. Aftalen rummer et afsnit om jobrettede aktiviteter for kommende dimittender, men overser fortsat den strukturelle udfordring, at de studerende bliver færdige med deres uddannelse om sommeren, hvor store dele af landets virksomheder holder ferielukket.
“Vi hilser naturligvis forslaget om jobrettede aktiviteter for de kommende dimittender velkommen, men det skal ikke blive et argument for regeringens forslag om at beskære dimittendernes ret til dagpenge. Fremdriftsreformen betyder, at majoriteten af de nyuddannede ingeniører, naturvidenskabelige kandidater og it-uddannede kommer ud på arbejdsmarkedet samtidig i juni og juli, hvor landets HR-afdelinger er sat på auto-reply. Det er en strukturel udfordring, som dagens aftale ikke løser,” siger Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA.
Aftalen betyder også, at der kommer et forbud mod at screene ansøgninger på baggrund af ansøgerens alder. Et forhold, der også har ramt IDA-medlemmer på arbejdsmarkedet, og det tiltag bakker IDA fuldt op om.
“Det er positivt, at vi nu tager livtag med den praksis, der hidtil har betydet, at ansøgere til et job frasorteres alene på baggrund af deres alder. Her har vi fra IDAs side argumenteret for, at GDPR-princippet om Privacy by Design indtænkes i rekrutteringssystemer, så ansøgere ikke skal oplyse unødvendige oplysninger som fødselsdato og dermed alder, når de uploader en ansøgning. Det kan forhåbentlig føre til, at velkvalificerede jobsøgere ikke frasorteres alene på baggrund af deres alder i en ansættelsesproces,” siger Morten Thiessen.
Kontakt:
Søren Lorentzen, presserådgiver i IDA, tlf. 51851764
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lunken-trepartsaftale-om-mangel-pa-arbejdskraft?releaseId=13633081
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **