PRM / Godt med ambitioner om flere almene boliger – her er tre veje til at sikre flere

    Pressemeddelelse fra EjendomDanmark

    Et ønske om mere end 20.000 ekstra almene boliger blev annonceret i statsministerens åbningstale tirsdag, og samtidig blev et kommende, konkret udspil annonceret. Ambitionen om mangfoldige byer med plads til alle støttes af ejendomsbranchen. Det skal dog også være klart, hvordan økonomien skal hænge sammen, hvis der skal opføres billige boliger i de dyreste områder af Danmark:

    “Vi skal have bygget flere boliger af alle slags, hvis vi skal have mangfoldige byer med plads til alle. Men det kræver penge at få betalelige boliger i et dyrt område. Så vi afventer spændt regeringens udspil også til finansiering,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark og fortsætter:

    “Vi foreslår at hæve maksimumbeløbet for alment byggeri, sikre flere byggegrunde, minimere bureaukratiet, forkorte ventetiderne på byggesager og endeligt give kommunerne mere frihed til at bruge de eksisterende finansieringsmuligheder for alment byggeri.”

    Både alment og privat

    Statsministerens åbningstale havde fokus på de almene boliger, men det er også vigtigt, at der skabes bedre muligheder for at opføre private lejeboliger. Flere analyser viser, at der også er et stort behov for flere private lejeboliger. Dem skal der også være bedre muligheder for at opføre:

    “Der er ingen tvivl om, at der skal bygges mere – især i de store byer. Og der er brug for både private og almene boliger. Jeg håber derfor, at regeringen kigger bredere på udfordringerne med mangel på boliger og sikrer sig, at udviklingen sker med markedet i ryggen,” siger Jannick Nytoft.

    Dyrt at bygge nyt

    En grundlæggende udfordring er, at grunde og byggepriserne i særligt København er så høje, at de almene boliger ikke kan finansieres indenfor de nuværende maksimumbeløb. Hvis løsningen blot lyder på flere fordyrende tiltag for privat boligbyggeri, der i forvejen finansierer en del af det almene byggeri, bliver konsekvensen let, at det samlede byggeri falder. Der skal derfor også tænkes over, hvordan det offentlige kan være med til at finansiere boligerne:

    “Jo snævrere rammer du giver de private entreprenører, jo færre boliger kommer der. De tretiltag skal derfor gøre det lettere for de almene selskaber at opføre ejendomme,” siger Jannick Nytoft.

    Tre tiltag til flere betalelige boliger

    • Hæv maksimumbeløbet

    Det er dyrt at bygge – både materialer og arbejdskraft er blevet stadigt dyrere. Derfor er det nødvendigt, at maksimumbeløbene for almene boliger tilpasses nutidige omkostninger ved at blive justeret. Det vil naturligt skabe langt flere boliger, fordi de almene selskaber vil have mulighed for at bygge hyppigere end i dag.

    • Bedre byggesagsbehandling og brug af kommunale grundkøbslån

    Byggesagsbehandlingen i Københavns Kommune er en stor udfordring for planlægning og byggeri. Ventetiden skal nedbringes og processerne strømlines. Kommunen skal sikre, at private og almene boligprojekter ikke rammes af så forskelligrettede krav, at det i sig selv udgør en barriere.

    Det gælder eksempelvis størrelsen på boligerne, parkeringsnorm mv. Giv kommunerne frihed til at bruge grundkøbslån. Rammen er på plads, pengene er reserveret, men lånene må i dag ikke ydes i netop de nye store udviklingsområder, hvor der bliver bygget. EjendomDanmark foreslår derfor at fjerne barriererne og permanentgøre ordningen, så længe der er ubalance mellem udbud og efterspørgsel af boliger.

    • Etablering af nye byggegrunde skal prioriteres

    Byggegrunde er nødvendige for at opføre nye boliger. I dag er processerne omkring godkendelse af nye byggegrunde alt for træge og hensynet til det store boligbehov for lille. Hvis det offentlige prioriterer etableringen af nye byggegrunde, forbedres mulighederne for at bygge de forskellige typer boliger, der er brug for.

    Hvad er maksimumbeløbet?

    Når der bygges almene boliger, er der lagt et loft på, hvor høje de totale byggeomkostninger må være per kvadratmeter. Dette loft kaldes maksimumbeløbet. Det dækker både omkostninger til køb og klargøring af byggegrunden, samt selve byggeomkostningerne.

    Maksimumbeløbets satser er fastlagt i 2005 og er siden blot blevet inflationsjusteret. I 2021 blev satserne ændret, så de i højere grad giver mulighed for at opføre små boliger, men der er fortsat ikke nogen kobling til hverken bygge- eller grundpriser.

    Kontakt:

    Adm. direktør Jannick Nytoft tlf.: 27112073 email: jny@ejd.dk

    Pressekonsulent Cecilie Lund Vinther tlf.: 21404675 email: clv@ejd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/godt-med-ambitioner-om-flere-almene-boliger-her-er-tre-veje-til-at-sikre-flere?releaseId=13633052

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **