PRM / Smagsforbud rammer i 2022

    Pressemeddelelse fra Din eCigaret ApS

    Værd at vide om det nye smagsforbud

    Allerede fra d. 1. april 2021 vil det kun være tilladt at sælge e-væske med andre smage end mentol og tobak, der er produceret før denne dato. Et år senere – d. 1. april 2022 – vil det være forbudt at sælge e-væske med andre smagsstoffer end de førnævnte. Dermed er der et års udfasning, hvor det er tilladt at sælge e-væske med smag, der er produceret inden denne dato. Det er dermed snart slut med at købe e-væske med smag af cola, frugt, bær m.v.

    Forbuddet mod at sælge e-væske med andre smagsstoffer end tobak og mentol vil gælde for alle danske forhandlere, såvel fysiske som digitale butikker. Forbuddet kommer dermed også til at berøre os hos Din eCigaret.

    Vi har følgende kommentarer til forbuddet:

    “Vi har som en af landets førende forhandlere af e-cigaretter og e-væske naturligvis fulgt med i den politiske udvikling og er derfor også bekendt med det nye smagsforbud. Vi er ærgerlige over, at et sådant forbud bliver indført, men vi indordner os naturligvis efter den til enhver tid gældende lovgivning. Pointen med forbuddet er efter sigende at beskytte børn og unge, og hvis forbuddet kan få færre unge til at blive fristet af e-cigaretter, så bakker vi naturligvis op om det. Ligesom vi altid har haft en aldersgrænse på salg af e cigaretter på 18 år både gældende for webshop og fysisk butik – også før der kom lovgivning herom”.

    Smagsforbuddet har til formål at gøre op med den tiltagende ungdomsrygning

    Magnus Heunicke (folketingsmedlem og sundhedsminister) er en af dem, der har stemt for at indføre et smagsforbud – et tiltag, der nu er blevet vedtaget fra politisk side.

    Sundhedsministeren har tidligere udtalt til Politiken, at netop smagene i e-cigaretter er en af de primære grunde til, at børn og unge bliver fristet af e-cigaretter. Og netop derfor har den danske sundhedsminister – med opbakning fra regeringen – valgt at indføre smagsforbuddet, der reelt træder i kraft d. 1. april 2022 (da der er et års udfasning).

    Visningsforbud træder i kraft i samme omgang

    D. 1. april 2021 bød ikke kun på ét, men hele to nye forbud, der berørte markedet for e-cigaretter. Det ene var som bekendt et smagsforbud, mens det andet er et visningsforbud. Det såkaldte visningsforbud betyder, at detailhandlere, som Din eCigaret, ikke længere må vise billeder af e-cigaretter og andre produkter, medmindre forbrugeren har anmodet om, og takket ja til, at se sortimentet.

    Dette forbud har vi naturligvis også indordnet os efter. Det betyder, at hvis du besøger os på din-ecigaret.dk, så skal du aktivt sige ja til at blive præsenteret for vores produktbilleder.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/smagsforbud-rammer-i-2022?releaseId=13633033

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **