PRM / Eksplosion i certificeret byggeri får Sweco til at opruste med flere bæredygtighedskompetencer

    Pressemeddelelse fra Sweco

    Livscyklusvurderinger(LCA) og CO2-grænseværdier for nybyggeri over 1.000 kvadratmeter bliver en del af bygningsreglementet fra 2023. Grænseværdierne skærpes løbende frem mod 2030, men allerede nu breder interessen for LCA sig som en steppeild blandt landets bygherrer. Og med en eksponentiel udvikling i efterspørgslen efter certificeret byggeri giver det bæredygtighedsteamet i Sweco travlhed med grønne projekter som aldrig før.

    “Vi oplever en markant forstærket vilje blandt nærmest samtlige af vores developere og bygherrer til at bygge mere bæredygtigt. Bæredygtighed er blevet en parameter i byggeriet, som ingen viger udenom. Både når det gælder nybyg og renovering. Når vi kobler det med CO2-krav til byggerierne fra politisk side, er der ingen tvivl om, at bæredygtighedskompetencer bliver ekstra efterspurgte i de kommende år. Derfor leder vi nu også efter yderligere bæredygtighedsspecialister og -ledere, der ønsker at blive en del af Danmarks største bæredygtighedsteam,” siger Christine Collin, der er teamleder for Bæredygtighed, Energi og Indeklima i Sweco Byggeri.

    Aktuelt 86 certificeringsprojekter

    Det samlede, integrerede bæredygtighedsteam i Sweco tæller 55 ingeniører og arkitekter med speciale i bæredygtighed fordelt på Swecos kontorer over hele landet. Teamet har aktuelt 86 certificeringer i gang eller under opstart, og Sweco er i dag den rådgiver i landet med flest DGNB-certificeringer bag sig. Sweco har bl.a. certificeret det knap 30.000 kvadratmeter store boligbyggeri Greensquare Garden på Amager til DGNB Guld.

    “Certificeret byggeri breder sig i alle sektorer og geografisk i hele landet, og vi har både de mindste projekter på 1000 m2 og de største på over 100.000 m2. Vi certificerer især boliger, kontorer og skoler, og for Civica på Fyn skal vi certificere almene boliger, bl.a. ejendomme i Vollsmose,” forklarer Allan Hesselholt, seniorspecialist i bæredygtigt byggeri og teamleder for Bæredygtighedsteamet i Sweco Byggeri i Jylland.

    “Med den volumen og de erfaringer det samlede team repræsenterer, har vi et fantastisk stærkt fagligt miljø, som vi bygger viden ovenpå og videreudvikler i takt med, at krav og forventninger til et mere bæredygtigt byggeri stiger,” tilføjer Allan Hesselholt.

    Krav om bæredygtighedsrapportering

    Udover certificeringer og LCA arbejder Swecos bæredygtighedsteam også med totaløkonomi, cirkulært byggeri, FN’s verdensmål, socialt bæredygtigt byggeri og svanemærket. Dertil kommer EU’s taksonomi, som fra juli 2022 stiller krav til større virksomheder og finansielle markedsaktører om at redegøre for, om deres investeringer er bæredygtige eller ej.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Morten Laasholdt tlf.: +45 3117 7117 email: morten.laasholdt@sweco.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/eksplosion-i-certificeret-byggeri-far-sweco-til-at-opruste-med-flere-baeredygtighedskompetencer?releaseId=13632398

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **