Pressemeddelelse fra Region Sjælland
Til den årlige Hjertestarterdag kan du i hele landet deltage i gratis aktiviteter, som ruster børn, unge og voksne til at træde til, hvis de skulle blive vidne til et hjertestop. Dagen markeres i hele landet og sætter fokus på, at alle kan redde liv med simple teknikker og hurtig reaktion.
Spændende og lærerige oplevelser
Instruktørerne fra Slagelse Sygehus viser, hvordan du giver hjertelungeredning til en person, som er faldet om med hjertestop. Du kan afprøve dine færdigheder på en genoplivningsdukke, og alle kan være med – børn kan træde til med genoplivning fra ca. 12-årsalderen, og alle kan ringe 1-1-2, også mindre børn. Instruktørerne er klar til at fortælle om gode redskaber, som er med til at redde liv, eksempelvis landets hjerteløberordning, ligesom man kan teste sin viden om genoplivning i årets quiz.
– Vi står klar til at møde de gode folk fra Slagelse og omegn og glæder os til at snakke med dem om genoplivning. Ved at kigge forbi Hjertestarterdagen kan du på kort tid blive forberedt til at handle hurtigt, hvis du oplever en person falde om med hjertestop. Når du ringer 1-1-2 ved hjertestop, bliver du guidet til at give hjertelungeredning – og det er lettere, hvis du har øvet dig et par gange før. Det hjælper vi med til Hjertestarterdagen, fortæller Maria Clemmensen, Anæstesisygeplejerske, Slagelse Sygehus
På dagen vil også være en masse andre spændende aktiviteter, blandt andet; en sjov quiz med flotte præmier, mulighed for at se en rigtig ambulance indefra, eller sågar lege i en oppustelig ambulance sammen med de altid festlige legehelte.
– Vi har fået virkelig god støtte fra lokale butikker og virksomheder, der har doneret mange og flotte præmier til vores hjertestarter-quiz. I det hele taget, så har vi planlagt en rigtig spændende dag – så vi håber på at se mange mennesker herude, fortæller Maria Clemmensen.
Tre simple trin til genoplivning: Ring op – Tryk ned – Giv stød
I Danmark er vi verdensmestre i at træde til ved hjertestop, og det skal vi blive ved med. Hvert år falder omkring 5.000 personer om med hjertestop væk fra et hospital, som svarer til, at cirka 15 hjerter går i stå om dagen. Samtidig ved vi, at tre ud af fire hjertestop sker i private hjem. I 79 procent af tilfældene træder vidner til med genoplivning, hvilket har afgørende betydning for overlevelsen. Derfor er det så vigtigt, at vi er klar til at redde vores nærmeste.
Husker du de tre simple trin til genoplivning, kan du gøre en forskel: Ring op – Tryk ned – Giv stød. Det er vigtigt, at du straks ringer 1-1-2 ved et hjertestop, dernæst at du starter hjertemassage med 30 hårde tryk på brystkassen og to indblæsninger mund-til-mund, og endeligt at du bruger en hjertestarter, hvis der er en til stede.
Arrangementet foregår som åbent hus:
Lørdag den 16. oktober 2020 på Slagelse Sygehus, Fælledvej 11, kl. 9:30 til 14:30.
Om Hjertestarterdagen:
Den 16. oktober er det Hjertestarterdag i Danmark og i resten af verden. Initiativet kommer fra EU-Parlamentet og bliver støttet af den internationale organisation ILCOR (International Liaison Committee on Resuscitation). I Danmark står Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden bag dagen. En lang række aktører inden for genoplivning inviterer til gratis arrangementer i hele landet, som sætter fokus på, at danskerne skal lære at redde liv.
Læs mere på
ogKontakt:
Maria Clemmensen, Anæstesisygeplejerske, Slagelse Sygehus, 30 28 85 31
Stine Strandkjær, sekretariatschef, Dansk Råd for Genoplivning, 28 57 06 77
Grethe Thomas, projektchef for Akut hjælp, TrygFonden, 41 77 93 00
For pressedeltagelse på dagen, kontakt venligst:
Jakob Gandløse Jensen, kommunikationsansvarlig, Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, 31 39 95 39
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hjertestarterdag-for-alle-i-efterarsferien-pa-slagelse-sygehus?releaseId=13632925
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **