PRM / I en række brancher er det kunder, der mangler – ikke arbejdskraft

    Pressemeddelelse fra AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

    VIRKSOMHEDER

    I syv brancher er det ikke for få hænder, der begrænser virksomhederne i at køre på fuld kapacitet, men derimod mangel på kunder og ordrer.

    Det viser analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Danmarks Statistik.

    “Når man åbner aviserne for tiden, kan man ikke undgå at falde over opråb fra arbejdsgivere, der siger, at der er mangel på arbejdskraft. Vores analyse viser, at der er nuancer til det billede. I en række brancher er det ikke mangel på arbejdskraft, der begrænser virksomheder,” siger senioranalytiker Sofie Holme Andersen i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

    Blandt de syv brancher er det inden for rejser, finansiering, forsikring, tekstil- og læderindustrien og oplevelsesindustrien, der især er mange virksomheder, der i højere grad oplever manglende ordrer som en produktionsbegrænsning.

    “Når man for eksempel spørger virksomhedslederne i rejsebureauerne, er det ikke mangel på medarbejdere, der gør, at de ikke kører på fuld kapacitet. Deres problem er, at folk ikke bestiller deres produkt – altså rejser. På samme måde er det en for lille efterspørgsel, der begrænser virksomhederne i en række andre brancher,” siger senioranalytiker Sofie Holme Andersen.

    Oplever ingen produktionsbegrænsninger

    Analysen viser også, at mange virksomheder i store dele af den danske økonomi slet ikke oplever nogen produktionsbegrænsninger. I 12 brancher oplever mindst 4 ud af 10 virksomheder ingen produktionsbegrænsninger. I medicinalindustrien oplever virksomhederne stort ingen produktionsbegrænsninger.

    “Tallene viser tydeligt, at mens dele af økonomien oplever problemer med at skaffe medarbejdere, er det ikke det, der er problemet i andre dele af økonomien,” siger Sofie Holme Andersen.

    Om analysen

    • Opgørelsen af produktionsbegrænsninger bygger på Danmarks Statistiks konjunkturbarometre, der er en spørgeskemaundersøgelse, som offentliggøres hver måned for byggeriet og serviceerhverv og én gang i kvartalet for industrien.
    • Det er virksomhederne selv, der vurderer, om de oplever produktionsbegrænsninger, og hvilke produktionsbegrænsninger der er gældende for dem på det pågældende tidspunkt. Det er muligt at angive mere end én produktionsbegrænsning.

    Læs analysen her

    Syv brancher, hvor manglen på efterspørgsel er en større begrænsning, end manglen på arbejdskraft

    Brancher

    Andel virksomheder, der oplever efterspørgsel som en større produktionsbegrænsning end mangel på arbejdskraft

    Rejsebureauer

    50 procentpoint

    Finansiering og forsikring

    26 procentpoint

    Tekstil- og læderindustri

    24 procentpoint

    Kultur, sport og fritid

    17 procentpoint

    Andre serviceydelser

    14 procentpoint

    Kemisk industri

    14 procentpoint

    Træ- og papirindustri, trykkerier

    3 procentpoint

    Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik

    Her oplever mange virksomheder ingen begrænsninger

    Branche

    Andel af virksomheder, der ikke oplever produktionsbegrænsninger

    Medicinalindustri

    96 pct.

    Kemisk industri

    74 pct.

    Andre serviceydelser

    59 pct.

    Maskinindustri

    53 pct.

    El-installation mv.

    52 pct.

    Finansiering og forsikring

    47 pct.

    Landtransport

    46 pct.

    Maler- og glarmestervirksomhed mv.

    45 pct.

    It-konsulenter mv.

    45 pct.

    Ejendomshandel og udlejning

    45 pct.

    Møbel og anden industri mv.

    45 pct.

    Tekstil- og læderindustri

    40 pct.

    Anm.: Der vises kun brancher, hvor andelen er over 40 pct.

    Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik

    Kontakt:

    Senioranalytiker Sofie Holme Andersen tlf.: 61 27 58 24 email: sha@ae.dk

    Kommunikationschef Jesper Kirkbak tlf.: 50 73 71 34 email: jk@ae.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/i-en-raekke-brancher-er-det-kunder-der-mangler-ikke-arbejdskraft?releaseId=13632632

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **