Pressemeddelelse fra Dansk Metal
“Danmark har været på Nordsøen i mange år, og vi har derfor en unik mulighed for både at gøre en stor forskel for klimaet og samtidigt fastholde rigtigt mange arbejdspladser på Nordsøen. Potentialet er kæmpestort. Det er vigtigt, at vi fastholder og udnytter den viden, der er i branchen. Det er i høj grad de samme kompetencer, der er brug for, når vi taler om CO2-lagring”, siger Claus Jensen, der er formand for Dansk Metal.
I praksis er der et stort sammenfald mellem de opgaver, der løses på en olie- og gasplatform og de opgaver, der kræves for at lagre CO2 i undergrunden og vedligeholde lageret og holde det sikkert. De udtjente olie- og gasfelter i Nordsøen vil kunne genbruges med få modifikationer.
Regeringens klimaprogram lægger op til, at en stor del af CO2-reduktionen (op mod 40%) frem mod 2030 skal ske gennem netop CO2-fangst og -lagring. I de kommende to år er der afsat 200 mio.kr. til støtte af et pilotprojekt, der tester CO2-lagring i Nordsøen.
Dansk Metal mener, at den nye rapport, som viser et stort potentiale for at fastholde arbejdspladser på Nordsøen, øger behovet for investeringer, så der kan skabes mange nye grønne jobs.
“Det er vigtigt, at Danmark er med fra starten. Det er et godt eksempel på, at det er muligt at investere i den grønne omstilling og samtidigt bevare arbejdspladser. Når først teknologien er på plads, kan der være et stort potentiale for eksport til udlandet”, siger Claus Jensen.
Nedenfor er der link til den nye rapport, der beskriver potentialet for fastholdelse af arbejdspladser i Nordsøen ved at omdanne olie- og gasfelter til CCS-anlæg.
Kontakt:
Pressechef Rasmus Thye Lynghøj tlf.: 30767127 email: raly@danskmetal.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/potentiale-for-over-3000-arbejdspladser-pa-nordsoen?releaseId=13632700
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








