Pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen
Når landbrugere og -konsulenter næste gang sætter sig til computeren for at udfylde det store ansøgningsskema, der skal sikre dem del i arealstøtten på i alt 6 mia. kroner, kan de gøre det med lidt mere ro i maven. På forhånd har Landbrugsstyrelsen nemlig besluttet at udvide ansøgningsrunden, så ansøgerne næste år har 56 hverdage til at få skemaet lukket. Ansøgningsfristen hedder i 2022 den 22. april.
– Nu tager vi konsekvensen af de seneste års tidspres, der har stresset både landbrugere, deres konsulenter og Landbrugsstyrelsens it-systemer. Derfor giver vi på forhånd en lille uge mere til den store ansøgningsrunde, og forventer dermed, at vi undgår den traditionelle spidsbelastning i slutspurten, som ingen jo er tjent med, siger vicedirektør i Landbrugsstyrelsen Jon Simonsen.
Styrelse opfordrer: søg tidligere
Der er nærmest tradition for en stresset slutspurt, når landbrugerne skal have fællesskemaet afsted i foråret, og de seneste tre år er runden blev forlænget ud over de 52 hverdage, man har haft i 2021 og 2020. Landbrugsstyrelsens it-folk arbejder i de uger døgnet rundt for at overvåge it-systemerne og sikre hul igennem til både Internet Markkort og upload af ansøgningsskemaer.
Sidste år gav det pote i form af en ansøgningsrunde med rekordhøj it-performance og kun ganske få timers samlet nedetid. Men selv få timer, kan opleves som en stor gene af brugerne, erkender Jon Simonsen. Derfor har han en opfordring til landbrugerne:
– Nu giver vi ekstra god tid til ansøgningen, men vi får kun ansøgningsrunden til at glide lettere for alle, hvis flere landbrugere og konsulenter bryder med gamle vaner og uploader deres ansøgninger langt tidligere i ansøgningsrunden. Vi kan se på vores statistikker, at alt for mange venter med at søge til allersidst. Og så bliver der stress på og vi bliver sårbare overfor spidsbelastninger og tekniske udfordringer. Så herfra lyder en klar appel: søg så tidligt, du kan, så er der god chance for at komme i hus uden gnidninger.
Ansøgningsrunden for fællesskemaet 2022 åbner 1. februar og nøgledatoerne ser ud som nedenfor:
Ansøgningsfrist | Frist for ændringer til markblokke | Ændringsfrist | Forsinket ansøgningsfrist |
22. april | 2. maj | 17. maj | 17. maj |
Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte Landbrugsstyrelsens pressevagt på 4189 2507 eller presse@lbst.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/landbrugerne-far-laengere-tid-til-at-soge-arealstotten-i-2022?releaseId=13632158
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **