Pressemeddelelse fra Næstved Kommune
Elever fra 4.-6. klasse kommer i kontakt med de store følelser og spørgsmål, når de inden længe træder ind i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter og lader sig omslutte af teaterrummets mørke og fortættede stemning.
Teaterforestillingen “Ud med Knud” er baseret på Jesper Wung-Sungs anmelderroste roman af samme navn. I samarbejde med Børnekulturhuset har Næstved Bibliotek forud for teaterforestillingen afholdt workshops for seks af de klasser, der skal se forestillingen. Her har eleverne fået læst højt fra bogen “Ud med Knud,” og efterfølgende har de skulle sætte ord på svære oplevelser fra deres eget liv.
En knude i maven på Næstved Bibliotek
Resultatet af de seks biblioteksworkshops kan ses på kulturbroen mellem Grønnegades Kaserne Kulturcenter og Næstved Bibliotek, hvor dekorerede knuder danner en kunstinstallation med stofstrimler i rød, grøn, blå og sort. Vidnesbyrd skrevet med stoftuscher flagrer i efterårsvinden og giver både eleverne og øvrige forbipasserende mulighed for at gå på opdagelse i de mange udsagn; Min farfar er død af kræft, jeg har mistet et kæledyr, mine forældre er skilt, jeg føler mig udenfor.
– I en verden hvor alle spejler sig i de perfekte liv på sociale medier, og man hylder positiv tænkning, er det vigtigt at børnene får en forståelse for, at vi alle går med noget der er svært – og de følelser, er der også plads til i fællesskabet, fortæller Sofie Buch Pedersen, børnekulturformidler på Næstved Bibliotek.
Når børnene har læst andre elevers vidnesbyrd om store eller små svære ting i livet, har det sat gang i samtalen, fortæller Sofie:
– Vi har oplevet, at børnene læser de andres stofstrimler, og pludselig synes deres egne problemer virker utrolig små, og det derfor er hårdt at læse og gør dem kede af det. Men det starter en samtale om sympati – og styrker evnen til at sætte sig i andres sted.
Når livet viser tænder
I teaterforestillingen “Ud med Knud” møder eleverne den kræftramte dreng William, som på mange måder er en helt almindelig dreng. Men William er venner med Knud, som ikke er helt almindelig. Knud er nemlig også Williams sygdom. Knud er kræften.
– Rigtig mange mennesker kommer i berøring med kræft eller oplever andre alvorlige kriser i løbet af livet. Med afsæt i teaterforestillingen “Ud med Knud” får Næstveds skoleelever mulighed for at spejle sig i historien om William og sætte ord på svære situationer, de kender fra deres eget liv, fortæller Katrine Gjesing fra Børnekulturhuset.
Forestillingens tematik spænder over både identitet, pubertet, livskriser og venskab. Emner som er oplagte til den videre dialog med eleverne, når de efter besøget i teatret returnerer til klasseværelset.
“Ud med Knud” er iscenesat af Holbæk Teater og Teatret FAIRPLAY i samarbejde med Børnecancerfonden. Teaterforestillingen spiller i Næstveds kommunale teaterordning WAUW tirsdag d. 28. september og onsdag d. 29. september. Læs mere om forestillingen på
Kontakt:
Børnekulturkonsulent Katrine Gjesing, kgjes@naestved.dk, tlf. 2021 1566
Børnekulturformidler Sofie Buch Pedersen, sbuped@naestved.dk, tlf. 5588 4133
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/teaterforestilling-giver-born-et-sprog-for-de-svaere-ting-i-livet?releaseId=13631910
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








