PRM / Bøf, Bog og Bif i Glumsø

    Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice

    “Bøf, Bog og Bif” er et samarbejde mellem Café Rejseladen, Glumsø Bio og Glumsø Bibliotek. Denne gang skal vi se Bille Augusts film, Pagten, hvor Birte Neuman og Simon Bennebjerg har hovedrollerne som Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig. I andre roller ses Asta August (Benedicte) og Nanna Voss (Grete).

    Pagten med undertitlen – mit venskab med Karen Blixen (1974) er Thorkild Bjørnvigs opsigtsvækkende erindringsbog, der beskriver hans tætte og foruroligende venskab med Karen Blixen i årene 1950-1954. En forbindelse, der endte med et brud og fik personlige omkostninger for dem begge. Pagten fortæller om et utroligt venskab, en platonisk kærlighedshistorie mellem den karismatiske forfatterinde og den begavede lyriker.

    Ved filmens start er det 17 år siden, at Karen Blixen opgav eventyret i Afrika og vendte tilbage til Danmark til et liv i ruiner. Ødelagt af syfilis og knust over at have mistet sin farm og sit livs kærlighed, genopfinder hun sig selv som en kunstnerisk superstjerne. Nu, i en alder af 63 år, er Karen Blixen verdensberømt, men lever også et liv i isolation – indtil hun møder den 30-årige digter Thorkild Bjørnvig. Sammen indgår de en pagt: Hun lover at gøre ham til en stor kunstner, mod at han skal adlyde hende ubetinget – uanset prisen…

    Pagten er et psykologisk spændingsdrama baseret på virkelige begivenheder. En hjerteskærende historie om en mester og hendes lærling og om prisen for at følge sit hjerte.

    Du kan låne bogen på Glumsø Bibliotek.

    Aftenens program:

    Fra kl. 17.30-18.45 – Café Rejseladen
    Menu: Dansk bøf med bløde løg
    Ekstra: is (kan købes for 30 kr.)
    Fra kl. 19.00 – Glumsø Bio
    Fra kl. 19.30-ca. 21.30
    Oplæg om bogen bag filmen, Pagten ved Glumsø Bibliotek
    Vi ser filmen, Pagten

    Efter filmen er der tid til diskussion.

    Samlet pris for spisning og biograf: 170 kr. (ekskl. drikkevarer og dessert)

    Tilmelding på: www.glumsoe-bio.dk, hvor der betales for både spisning og biograf. Der er et begrænset antal billetter til arrangementet!

    Ovenstående priser er baseret på tilmelding før arrangementet. Kvittering på sms eller mail skal vises både i Café Rejseladen og i Glumsø Bio.

    Vil du høre mere om arrangementet, er du velkommen til at henvende dig til:
    Glumsø Bibliotek: 55 88 40 30

    Kontakt:

    Kulturformidler Martin Rosvang Jensen email: mrojen@naestved.dk

    Bibliotekar Vibeke Sølling tlf.: 5588 4123 email: visje@naestved.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bof-bog-og-bif-i-glumso?releaseId=13631894

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **