PRM / Blues, bøger og velsmagende dråber

    Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice

    Du er inviteret indenfor til en stemningsfuld aften på Kongebryg i den gamle kaserne, hvor vi i selskab med forfatter Mikael Josephsen og musiker Jonas Bækkeskov Hansen skal se nærmere på livet i rendestenen – fra bluesens og litteraturens perspektiv.

    Sammen vil Mikael og Jonas tage os på en hårdtslående tur over ligusterhækken, ud på gaden og helt ned i rendestenen, hvor vi skal smage på livets mest groteske sider – skyllet ned med en god mundfuld øl.

    Mikael Josephsen
    Mikael Josephsen er alt andet end en traditionel forfatter. Mikael har gennemlevet meget af det, han skriver om, og det er bestemt ikke for sarte sjæle.

    I sine bøger skriver Mikael om det hårde liv på samfundets bund; om hjemløse, misbrugere og desperate skæbner, der uden at blinke sælger familiens arvesølv til de værste slyngler, du kan forestille dig. Han udgav tidligere på året bogen “De andre”, der helt ufiltreret skildrer livet på skyggesiden.

    Jonas Bækkeskov Hansen
    Jonas Bækkeskov Hansen er en erfaren sanger og guitarist, der blandt andet gør sig som forsanger i blues/country/pop/rockbandet Honky Tonk Goose.

    Denne aften har Jonas dog efterladt bandet hjemme i Vordingborg for på egen hånd at drage nordpå mod Næstved. Med sig har Jonas taget et udvalg af de bedste sange, som sætter ord og toner på et liv i rendestenen – ensomhed, misbrug og ulykkelig kærlighed.

    Program
    Dørene åbner allerede kl. 18.00, hvor du kan varme op med lidt velsmagende dråber i baren. Herefter er der oplæsning, musik og samtale fra kl. 19.00.

    Arrangementet foregår på Kongebryg, Kasernevej 21 i Næstved, torsdag den 14. oktober kl. 19.00-20.30. Det koster 50 kr. at deltage. Køb din billet på www.naesbib.dk

    Kontakt:

    Kulturformidler Kristoffer Tarp Juul tlf.: 55884131 email: ktajuu@naestved.dk

    Bibliotekar, pressemedarbejder Lena Lund Olsen tlf.: 55884021 email: leols@naestved.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/blues-boger-og-velsmagende-draber?releaseId=13631874

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **