PRM / Intervare afventer afgørelse i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation

    Pressemeddelelse fra Nemlig.com

    På et møde i kommunens socialudvalg onsdag aften blev sagen sendt videre til København Kommunes Borgerrepræsentation.

    “Vi tilbød i sidste uge at lægge vores distribution i København om, så det i fremtiden bliver nogle større transportvirksomheder, som skal stå for udbringningen af varer. Disse transportvirksomheder vil så have ansatte chauffører, der vil være omfattet af arbejdsklausulen, som kan forestå udbringningen af dagligvarerne til Købehavns Kommunes ældre og udsatte. Vores tilbud til Københavns Kommune skal på ingen måder ses som en anerkendelse af Københavns Kommunes synspunkt om, at vi har overtrådt arbejdsklausulen, hvilket vi klart fastholder, at vi ikke har, men mere som udtryk for, at vi gerne vil skabe tryghed for de flere tusinde borgere, vi hjælper med indkøb hver uge,” siger Mikkel Pilemand, der er kommerciel direktør i Intervare.

    Intervare overholder arbejdsklausulen i Københavns Kommune
    Københavns Kommune har en arbejdsklausul, der alene omhandler medarbejdere ansat hos Intervare og medarbejdere ansat hos Intervares underleverandører. Københavns Kommune har efter en meget grundig kontrol af arbejdsforholdene i Intervares varehus, hvor der arbejder over 1400 medarbejdere, konstateret at Intervare levede fuldt ud op til arbejdsklausulen.

    “Vi har i mere end 15 år haft overenskomst for alle vores medarbejdere i varehuset. Samtidig har vi gennem mange år haft en arbejdsmiljøorganisation, og i dag er der 8 medarbejdervalgte arbejdsmiljørepræsentanter, der sammen med ledelsen i virksomheden løbende arbejder med at sikre og udvikle det gode arbejdsmiljø,” siger Mikkel Pilemand.

    Udliciteret i 20 år
    Udbringningen af varerne har i alle 20 år – ud fra driftsmæssige og forretningsmæssige betragtninger – været udliciteret til professionelle transportvirksomheder, hvor ejeren af den enkelte transportvirksomhed primært selv har forestået udbringningen. En forretningsmodel, der bruges af mange andre virksomheder i Danmark, herunder formentlig en række andre af Københavns Kommunes andre leverandører.

    “Det er meget vigtigt for os, at der er gode forhold for de selvstændige transportfirmaer vi samarbejder med. De transportfirmaer, der forestår udbringningen af varerne til borgerne i Københavns Kommune, har et overskud på ca. 45.000 kr. om måneden efter faste udgifter til varebil, brændstof etc. til at dække betalingen ved en arbejdsuge på ca. 45 timer fra mandag til fredag i dagtimerne. Ejerne af transportvirksomhederne er derfor sikret en god afregning for det stykke arbejde, de udfører – også selvom ejerne ikke er omfattet af arbejdsklausulen i Københavns Kommune,” siger Mikkel Pilemand.

    Lad domstolene afgøre uenigheden
    Uenigheden er opstået efter, at Intervare og Københavns Kommune har samarbejdet i over 20 år. I hele denne periode har Intervare løst opgaven i Københavns Kommune med den samme forretningsmodel.

    “Vi vil i den sammenhæng endnu en gang gerne opfordre Københavns Kommune til, at vi får en domstolsafgørelse i forhold til vores uenighed, og vi så fortsætter samarbejdet i det nye setup med chauffører, som rent faktisk er ansat i de enkelte transportvirksomheder. Domstolene er nu en gang det bedste sted at få afklaret juridiske uenigheder i et retssamfund,” siger Mikkel Pilemand.

    Kontakt:

    Morten Jeppesen tlf.: 53850770 email: morten@pressconnect.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/intervare-afventer-afgorelse-i-kobenhavns-kommunes-borgerrepraesentation?releaseId=13631887

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **