PRM / Transportministeriet skrotter planer om ren myndighedskontrol af arbejdstid

    Pressemeddelelse fra ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

    Kontrol af arbejdstid er et af de områder, som man traditionelt har håndteret mellem arbejdsmarkedets parter, idet arbejdstidsdirektivets regler for mobile lønmodtagere har været implementeret i flere danske kollektive overenskomster, siden de trådte i kraft i 2005. Det er ikke noget, som myndighederne har blandet sig i. Og heldigvis ser det nu ud til, at vi i en eller anden grad kan køre videre med den praksis, da der lægges op til en model, hvor kontrollen fortsat kan varetages af arbejdsmarkedets parter i de tilfælde, hvor arbejdstidsreglerne er implementeret i en kollektiv overenskomst.

    – Vi er rigtig glade for, at man i Transportministeriet har lyttet til ITD’s og branchens advarsler mod at lave et indgreb i den danske model ved at lade kontrol af arbejdstid blive en ren myndighedsopgave. Vi har længe råbt højt op om, at vi ikke var enige i ministeriets fortolkning af Vejpakken, og vi er glade for, at de nu har erkendt, at vi ikke behøver at tage et opgør med den danske model på grund af Vejpakkens bestemmelser om arbejdstid, udtaler administrerende direktør Carina Christensen.

    Transportministeriet sendte kort før sommerferien et lovforslag i høring, som skulle implementere Vejpakkens bestemmelser om bl.a. tilladelseskrav, varebiler og udstationering, og sendte i september et supplerende lovforslag i høring, som bl.a. indeholdt hjemmel til myndighedskontrol af arbejdstidsreglerne.

    Med tilbagetrækningen af lovforslaget vil Transportministeriet nu gå i tænkeboks og udarbejde et nyt lovforslag, som de efter planen vil fremsætte efter nytår, så de øvrige regler i Vejpakken kommer til at træde i kraft næste år.

    – Vi kommer til at følge ministeriets arbejde med et nyt lovforslag om implementering af Vejpakken tæt, da branchen helt generelt har brug for klarhed over, hvad det er for nogle regler der gælder, og hvordan reglerne skal fortolkes ude på vejene. Vi vil gerne rose Transportministeriet for at erkende, at de har brug for mere tid til at stykke det hele sammen. Vores opfordring til dem er, at de nu bruger tiden så effektivt som muligt, så vi kan få ryddet så mange tvivlsspørgsmål som muligt af bordet, inden Vejpakkens regler træder i kraft. Vi glæder os i dag over, at de har trukket lovforslaget tilbage. Men da vi stadig ikke ved, hvad indholdet bliver, når lovforslaget genfremsættes, venter vi med at glæde os over resultatet, slutter Carina Christensen.

    Kontakt:

    Administrerende direktør Carina Christensen tlf.: 26116797 email: cc@itd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/transportministeriet-skrotter-planer-om-ren-myndighedskontrol-af-arbejdstid?releaseId=13631877

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **