PRM / Tobias er Padborgs bedste lærling

    Pressemeddelelse fra Industriens Uddannelser

    Det er 19. år i træk, at Industriens Uddannelser, Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne uddeler Metalindustriens Lærlingepris (ML-Prisen) til 25 af de dygtigste lærlinge.

    Prisoverrækkelsen er en af de vigtigste hyldester af faglærte, og den finder sted fredag d. 24. september 2021.

    Foruden de dygtige nyuddannede er deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring. Og for dem, der ikke kan være blandt publikum på dagen, så bliver ML-Prisen 2021 også livestreamet på Facebook.

    Topkarakter og sociale kompetencer

    Det er et fællestræk for Tobias Skriver Grindsted og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger.

    Tobias har gået på Syddansk Erhvervsskole og været i lære hos MAN Truck & Bus Danmark A/S. Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden. I indstillingen lyder det blandt andet:

    – Tobias er i besiddelse af en udpræget grad af faglighed og ansvarlighed i sit arbejde. Tobias arbejder meget struktureret og er særdeles god til at planlægge sine arbejdsopgaver, ligesom han sætter en ære i at udføre opgaverne i en høj kvalitet. Tobias er en rigtig god og vellidt kollega og vægter et godt samarbejde højt.

    Selv giver Tobias følgende bud på, hvorfor netop han har skilt sig ud blandt de indstillede.

    – Det ligger dybt i mig, at arbejdet skal udføres ordentlig. Jeg lægger mange kræfter og fritid i arbejdet, jeg brænder for det og yder altid mit bedste.

    Dansk Metal og DI står for talerne

    I år er det forbundssekretær i Dansk Metal og formand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Kasper Palm, samt fungerende næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og chefkonsulent i DI, Michael Boas, som vil overrække statuetter og diplomer til prismodtagerne. De vil begge to hver især holde tale.

    Pressen er velkommen til at deltage i arrangementet, hvor der er gode muligheder for at tale med prismodtagerne m.fl. både før og efter prisoverrækkelsen.

    Efter prisoverrækkelsen bliver billedmateriale tilgængeligt her, hvor der bl.a. vil være individuelle billeder af alle prismodtagere.

    Vi sender desuden en pressemeddelelse med citater fra de to talere umiddelbart efter arrangementet fredag.

    Praktiske oplysninger:

    Tidspunkt: Fredag d. 24. september kl. 9.30-13.30

    Sted: Dronningesalen, Den Sorte Diamant – Det Kongelige Bibliotek

    Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 København K

    Prisoverrækkelsen kan følges via livestream på Facebook: https://www.facebook.com/IndustriensUdd

    Vedhæftet er en liste over de 25 prismodtagere. For yderligere oplysninger kontakt kommunikationskonsulent Sine N. Thomsen på tlf. 22878351 eller st@iu.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tobias-er-padborgs-bedste-laerling?releaseId=13631772

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **