PRM / Maskiningeniør Niels udfordrer LEGO designere i ny udstilling i LEGO House

    Pressemeddelelse fra LEGO House

    Lige siden LEGO House åbnede, er udvalgte LEGO fans – også kaldet AFOL’s (red. Adult Fan of LEGO), blevet inviteret til LEGO huset hvert år for selv at opstille deres specialudvalgte LEGO byg i galleriet. Dette har Corona pandemien igen i år sat en stopklods for, og der har været behov for at tænke ud af boksen for at gæsterne kan opleve nye fascinerende byg.

    I løbet af foråret har der været en intern konkurrence i hovedsædet i Billund, hvor medarbejdere fra alle LEGO enheder kunne ansøge om at få udstillet deres egne LEGO kreationer et år frem. Blandt de 17 udvalgte udstillere kan man måske primært forvente LEGO designere, men maskiningeniører, assistenter og operatører deltog også i konkurrencen og blev udvalgt.

    Niels Hamann Bundesen, der til dagligt arbejder som maskiningeniør, har bygget en vindmølle til udstillingen. Vindmøllen er bygget omkring et miljø, der er inspireret af Mandø. “Jeg havde brug for at kaste mig over et nyt byggeprojekt og har besøgt Mandø så tit, fordi min far er opvokset på øen.” udtaler Niels. Hvis man ser nærmere på detaljerne i vindmøllen, kan man se en rød konstruktion bagerst på møllen, som i gamle dage blev brugt til at dreje møllens hoved op imod vindretningen.

    For Astrid Sundorf Christensen, der normalt arbejder som operatør i ATE – en afdeling, der har til formål at hjælpe LEGO medarbejdere, der arbejder under særlige vilkår – henter hun inspiration i naturen. Astrid bidrager til udstillingen med fire blomster, der repræsenterer hver sin årstid og hun udtaler at hendes inspiration kommer “fra den virkelige verden, lige fra kagebordet til huse, dyr og landskaber. Bygningsværker som spænder sig fra vores eget hus til verdens monumenter optager mig, og jeg synes det er sjovt at prøve forskellige stilarter af.

    Administrerende Direktør i LEGO House, Jesper Vilstrup glæder sig til at få nye byg i huset og udtaler at “Udstillingen i år er helt særlig og det har været fascinerende at se hvordan LEGO kollegaer i flere afdelinger har bygget inspirerende byg i deres fritid, som vi kan få lov til at udstille i LEGO House det næste år. Talentet for at bygge med LEGO klodser ligger ikke kun hos LEGO designere, men tydeligvis er der skjulte talentfulde byggere rundt omkring i hele koncernen. Vi glæder os dog til at invitere udvalgte voksne LEGO fans til at udstille i huset igen næste år, hvis Corona vil det.

    Grundet rejsekomplikationer ikke kun i Europa, men på verdensplan har det ikke været muligt at samle udstillere fra hele verden i år. Normalvis bliver de inviteret til LEGO House, hvor de selv sætter deres byg op til udstillingen dagen før lanceringen samt præsenterer deres værker for hinanden og netværker omkring deres LEGO passion.

    Niels, Astrid og 15 andre LEGO ansatte udstiller fra den 23. september 2021 og et år frem deres egne LEGO modeller i Masterpiece Gallery i LEGO House. Udstillingen skal bidrage til at inspirere andre LEGO mesterbyggere i hele verden.

    Kontakt:

    Marketing Manager Gitte Cort email: media@legohouse.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/maskiningenior-niels-udfordrer-lego-designere-i-ny-udstilling-i-lego-house?releaseId=13631757

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **