Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
Regeringen har tidligere i år givet tilsagn om at donere mindst tre millioner vaccinedoser inden udgangen af 2021. Regeringen har nu besluttet at donere yderligere tre millioner vaccinedoser, så det samlede danske måltal for donation fordobles til seks millioner doser. De nye tre millioner doser vil blive doneret gennem COVAX.
Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:
“Det er et globalt ansvar at bekæmpe den pandemi, som i over halvandet år har kastet mørke skygger over befolkninger i hele verden. Vi skal alle løfte vores del af byrden, og det gør Danmark. Derfor fordobler vi nu vores samlede måltal for donation. Donationerne vil bidrage til den globale pandemibekæmpelse samtidig med, at de understøtter danske udenrigs- og udviklingspolitiske prioriteter.”
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen udtaler:
“Vaccineknapheden er desværre fortsat rigtig stor i mange udviklingslande. Det øger risikoen for nye udbrud og mutationer. COVAX spiller en nøglerolle i at få vacciner frem til verdens udviklingslande. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med det nye tilsagn, sammen med det vi allerede har doneret, kommer op på at donere samlet set fire millioner danske vaccinedoser til COVAX.”
Sundhedsminister Magnus Heunicke udtaler:
“Danmark har sikret sig leverancer nok til at dække vores eget behov, også når det gælder revaccination. Men det er også helt afgørende for den internationale pandemikontrol, at alle tilgængelige vacciner hurtigst muligt kommer frem til de lande og befolkninger, der har brug for dem. Derfor arbejder vi fra dansk side hårdt for, at overskydende vacciner bliver leveret til COVAX, ligeså snart de er klar fra fabrikken.”
Af den nye donation gennem COVAX vil to millioner doser som udgangspunkt være øremærket til en gruppe af 12 lande i Afrika. Der er tale om lande, som Danmark har et særligt tæt samarbejde med, herunder partnerlande for dansk udviklingssamarbejde. Én million doser vil som udgangspunkt være øremærket til en større gruppe af 22 østater med lav- eller mellemindkomststatus (de 22 østater indgår i gruppen af Small Island Developing States, ofte forkortet SIDS).
Der er tale om vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, og donationerne vil blive leveret direkte fra producenterne. Tidsplanen for levering vil afhænge af leveringshastigheden fra producenterne.
Regeringen vurderer løbende mulighederne for at donere yderligere vacciner. De overskydende Johnson & Johnson vacciner, som pt. befinder sig på danske lagre, ventes blandt andet at gå til udmøntningen af tidligere udmeldte vaccinedonationer til udvalgte lande på Vestbalkan, som har modtaget tilsagn om donation af AstraZeneca vacciner. Leverancerne fra AstraZeneca er imidlertid ramt af betydelige forsinkelser.
For yderligere baggrund om de danske vaccinedonationer, se faktaark.
PRESSEKONTAKT
For yderligere information om praktiske detaljer og logistik: Kontakt
For yderligere information om henvendelser fra udlandet i forbindelse med corona: Kontakt
For sundhedsfaglige spørgsmål ang. vacciner og den nationale vaccineudrulning: Kontakt
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regeringen-fordobler-maltallet-for-donation-af-covid-19-vacciner?releaseId=13631683
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **