Pressemeddelelse fra Signe & Co. ApS
De længerevarende nedlukninger af skoler og fritidstilbud kan være en del af forklaringen på, at særligt de helt unge piger under 14 år har oplevet en øget mængde konflikter i familien.
Hos GirlTalk har hver femte samtale med piger i denne aldersgruppe drejet sig om netop dette emne.
– Under den anden nedlukning så vi en markant stigning i henvendelser fra de helt unge piger. Og det vækker opsigt hos os. Det er vigtigt, at vi får fat i pigerne, når de begynder at føle sig pressede over alt det, de skal forholde sig til. Særligt i denne tid, hvor vi begynder at se de psykiske senfølger af Covid-19 hos de unge, pointerer Anna Bjerre.
Også emner som krop, køn og seksualitet har pigerne brug for at tale om. Hele 36% af målgruppen 10 – 14 år har kontaktet GirlTalk, for at få hjælp til disse tunge emner.
– Vi ved, at piger i dag går tidligere i pubertet, end de gjorde for blot få år tilbage. Det betyder, at de helt ned til 10-års alderen skal forholde sig til deres kropslige og hormonelle udvikling. Samtidig bliver de langt tidligere eksponeret for – via bl.a. de sociale medier – at skulle tage stilling til og danne deres identitet, kønsopfattelse og seksualitet; og den eksponering er meget intensiv i forhold til for blot få år siden. De helt unge piger har også brug for nogen at tale med om disse udfordringer, og hos GirlTalk vil vi derfor fokusere på, hvordan vi i højere grad kan målrette vores tilbud til også at omfatte denne aldersgruppe, pointerer psykolog og direktør for GirlTalk, Anna Bjerre.
Ifølge direktør, psykolog og stifter af GirlTalk Anna Bjerre, er det essentielt, at de helt unge piger får den hjælp og rådgivning, de har brug for, da de negative tanker kan vokse sig helt uoverskuelige, når pigerne udvikler sig til unge kvinder. Og det vil få langt større konsekvenser for dem:
– Hos GirlTalk kan vi give pigerne brugbare redskaber, så de ikke kommer i mistrivsel senere, hvilket statistikkerne viser, at mange desværre gør, siger Anna Bjerre.
For at øge kendskabet til GirlTalk lancerer organisationen i samarbejde med Rødovre Centrum kampagnen #duerværdifuld. Anna Bjerre og 10 frivillige rådgivere fra GirlTalk bruges som modeller i to kataloger, der udsendes i forbindelse med kampagnens start fredag den 1. oktober, og det vil være muligt at møde frivillige og ansatte fra GirlTalk i centret seks lørdage kl. 11 – 14 i kampagneperioden.
Kontakt:
For yderligere kommentarer, interviews, statistik eller fotos kontakt venligst pressekoordinator Tina Buur fra Signe & Co. ApS på tlf. 6130 0616.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fordobling-i-henvendelser-fra-unge-piger-under-14-ar-vaekker-opsigt-hos-organisationen-girltalk?releaseId=13631195
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **