Pressemeddelelse fra Red Barnet
En lang periode med mange udfordringer på grund af corona kan nu endelig afløses af gode grin og hyggeligt samvær med venner, familie og kollegaer. Velgørenhedsshowet ‘Grin til Gavn’ er nemlig tilbage for fuld styrke, når døren åbnes for et godt grin i en god sags tjeneste i juledagene. I år rammer showet både Aarhus og København, og 12 af landets allerbedste komikere står klar sammen med årets værtspar, Ane Høgsberg og Martin Nørgaard.
– Jeg glæder mig til at være vært på et show, som gør så meget godt, og til at have nogle dejlige aftener med gode kollegaer og glade publikummer, siger vært og komiker Ane Høgsberg.
Alle komikere optræder gratis i showet og donerer dermed deres tid og talent til fordel for Red Barnets arbejde med udsatte børn i Danmark og resten af verden. Det sker, selv om underholdningsbranchen fortsat er hårdt presset på grund af coronakrisen, og mange komikere også er ramt økonomisk.
– Selvfølgelig glæder jeg mig. Det er jo en stolt tradition, og showet er blevet en institution inden for standup. Det er et privilegie at være vært ved sådan et stort og hyggeligt show, hvor vi alle er der for at gøre en forskel, siger vært og komiker, Martin Nørgaard.
Billetterne sælges fra i dag, og overskuddet fra velgørenhedsshowet går til Red Barnets arbejde for børn i udsatte positioner i Danmark og resten af verden. Med seneste show, som kun foregik i København, samlede Grin til Gavn over en million kroner ind til Red Barnets arbejde. I år udvides der med shows i Aarhus for at efterkomme efterspørgslen på god comedy både øst og vest for Storebælt. Udvidelsen er kun mulig på grund af et fantastisk engagement fra både værter og komikere. Noget som man i Red Barnet er meget taknemmelig for.
– Det er fantastisk, at komikerne, på trods af alle de udfordringer, corona har givet os, har fundet overskud til at være med i Grin til Gavn. Uden dem var der intet show, og ved at købe billet er man med til at hjælpe udsatte børn ind i stærke fællesskaber via Red Barnets sommerlejre og naturklubber. Fællesskaber, som særligt børn i udsatte positioner har savnet og lidt under fraværet af gennem corona-nedlukningerne, siger Red Barnets stedfortrædende generalsekretær, Janne Tynell.
Alle de fans, som ikke har mulighed for at deltage ved årets Grin til Gavn i Århus og København, kan glæde sig til at nyde showet foran tv-skærmen den 1. januar 2022. Her sender TV2 nemlig, traditionen tro, Grin til Gavn på TV2 Zulu og TV2 PLAY.
Grin til Gavn 2021
Værter: Ane Høgsberg og Martin Nørgaard
Der vil i år være fem Grin til Gavn-shows:
- Mandag den 27. december i Musikhuset Aarhus i Aarhus kl. 16 og 20.
- Torsdag den 30. december på Bremen Teater i København kl. 12, 16 og 20.
Billetter kan købes på:
- Bremen Teater, København via:
- Musikhuset Aarhus, Aarhus via:
Om Grin til Gavn
I 2019 overtog Red Barnet velgørenhedsshowet Comedy Aid, og i den anledning skiftede showet navn til ‘Grin til Gavn – Red Barnets Comedyshow’. Siden 1993 er det populære show blevet afviklet hvert år mellem jul og nytår. Fra 1993-2008 hed showet ‘Talegaver til børn’. Red Barnet har været en del af showet siden 2013.
Kontakt:
Pressechef Mette Noppenau tlf.: 2012 1858 email: men@redbarnet.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/grin-til-gavn-er-tilbage-for-fuld-styrke?releaseId=13631407
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **