PRM / Danskernes rejsevaner er ændret

    Pressemeddelelse fra Ribe Byferie Resort

    Der har været godt fyldt på landets hoteller og feriecentre i år. Ikke kun i de populære sommermåneder, men også i månederne efter. Og nu er de normalt mere stille vintermåneder, uantastet af genåbningen af de fleste udenlandske rejsedestinationer, også ved at være booket op. På trods af erfaringerne fra 2020 overrasker de mange bookinger folkene bag Ribe Byferie Resort, som er blandt landets mest populære feriecentre.

    – Vi bliver bestormet af ferielystne danskere.
    Nok er vi forvænt med at have gæster det meste af året, men det her havde vi alligevel ikke regnet med. Selvom mange lige har afsluttet deres sommerferie, er danskerne slet ikke færdige med at opleve endnu, fortæller Heidi Maimburg, direktør hos Ribe Byferie Resort.

    Mere fokus på miljø og selvforkælelse

    Forsker og professor i turisme ved Aalborg Universitet, Martin Trandberg Jensen, nikker genkendende til udviklingen. Han kæder den sammen med en tendens, som allerede var på vej frem inden pandemien ramte.

    – Corona har fremskyndet den generelle bevidsthed om “slow travel” og klimafordelene ved at rejse lokalt og forbruge bæredygtigt. Den nye verdenssituation har gjort, at mange begynder at overveje hvordan, hvortil og hvor ofte, de rejser, siger Martin Trandberg Jensen og henviser til en overordnet vifte af rejser, hvor miljø- og klimaaftryk kan være afgørende for valget af destinationer og rejseformer hos de rejsende. Han uddyber:

    – At droppe flyrejsen til udlandet til fordel for en tur i bil, bus eller tog til en destination i Danmark i stedet, falder godt i hak med manges stigende ønske om at være mindre klimabelastende.

    En anden tendens går på vores hang til at forkæle os selv. Hos Ribe Byferie Resort bestiller deres gæster længere og mere luksuriøse ophold end før, og flere vælger at få maden bragt til døren, så den kan nydes i lejlighederne.

    – Tryghed og bekvemmelighed er med corona blevet vigtigere faktorer i vores rejsevalg. Vanerne er blevet ændret, fordi der er kommet andre værdier i spil, siger Lone Eriksen, der er uafhængig økonomisk rådgiver. Hun tilføjer:

    – Og så er det blevet mere acceptabelt at bruge penge på os selv efter devisen; Hvis jeg har det trygt og godt, så har mine omgivelser det også. Med overskud er det samtidig nemmere at gøre en forskel på andre områder.

    Ikke en ny normal for rejsebranchen – endnu

    Selvom vi har rejst mere indenlands under corona og bruger flere penge, skal vi dog ikke forvente, at ændringerne i danskernes vaner nødvendigvis vil fortsætte og blive til varige adfærdsmønstre – endnu:

    – Kriser vil altid medføre en vis adfærdsændring i samfundet, og corona har bestemt sat et større aftryk på vores rejsevalg end for eksempel finanskrisen gjorde. Samtidig kan tendenserne hurtigt vende, og vi forbereder os på, at det kan fortsætte som nu noget tid endnu, men også at det hurtigt kan gå den anden vej igen, siger Heidi Maimburg.

    – Den kollektive hukommelse er kort, og det bliver spændende at se, hvordan rejsevalgene bliver her til vinter, og om vi vender tilbage til “normalen”, når behovet for sol og varme melder sig, siger Lone Eriksen.

    Kontakt:

    Heidi Maimburg
    Direktør, Ribe Byferie Resort
    (+45) 22 12 22 15
    hm@ribe-byferie.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danskernes-rejsevaner-er-aendret?releaseId=13630994

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **