PRM / CPH HALF: Etiopien løber med begge sejre

    Pressemeddelelse fra Sparta Atletik og Løb

    Efter aflysning i 2020 vendte Copenhagen Half Marathon – med knap 20.000 deltagere – søndag tilbage for fuld skrue. Med de fire første løbere i mål på under én time, blev løbets høje klasse igen bekræftet. Hurtigst var VM-bronzevinderen Amdework Walalegn fra Etiopien, der i en tæt og medrivende spurt snuppede sejren i 59:10 minutter – bare to sekunder foran kenyaneren Kenneth Renju.

    Dagens mest opsigtsvækkende præstation fandt man dog i kvindernes løb, da Tsehay Gemechu stormede i mål i ny løbsrekord 65:08 minutter. Dermed fik den 22-årige etiopier skåret syv sekunder af den løbsrekord, som Hollands dobbelte OL-guldvinder Sifan Hassan satte i 2018.

    “Jeg havde håbet at løbe på omkring 65 minutter og sætte personlig rekord. At slå Sifan Hassans løbsrekord er selvfølgelig også noget særligt,” sagde Gemechu, der efter 12 kilometer sagde farvel til sine nærmeste konkurrenter. Indtil 15 km kunne hun ligge i læ af den mandlige hollandske “hare”, men herefter måtte hun gøre arbejdet selv.


    Abdi Ulad vinder DM-guld

    Traditionen tro var årets danske mesterskab på distancen indlagt i løbet. Stjernen fra “Vild med dans”, Abdi Ulad (Hvidovre AM), havde her taget en pause fra tv-showet for at sikre sig endnu en titel til samlingen med vinder-tiden 63:30 minutter. AGF-løberen Omar Hassan, der var 13 sekunder hurtigere, blev først udråbt som vinder, men den etiopiskfødte århusianer venter fortsat på dansk statsborgerskab – og dermed gik guldmedaljen alligevel til Abdi Ulad, der slog en anden AGF-løber, Jacob Simonsen, med tre sekunder. Yderligere 15 sekunder efter kunne den tidligere triatlet Rune Bækgaard (Team Hechmann) snuppe bronzemedaljen.

    Hos kvinderne sejrede et nyt navn, Annah Ritah Nagadya fra Peak4Ever, i 1:16,49 time – bare fire sekunder foran Kamilla Sofie Vallin (VO2RC).

    Copenhagen Half Marathon – 19. September 2021

    Mænd – Top 3 overall

    1. Amdework Walalegn, Etiopien 59:10 minutter
    2. Kenneth Renju, Kenya 59:12 – personlig rekord
    3. Daniel Mateiko, Kenya 59:25 – personlig rekord

    Mænd – Top 3 DM

    12. Abdi Ulad, Hvidovre AM 63:30 – DM-guld
    14. Jacob Simonsen, AGF 63:33 – DM-sølv
    16. Rune Bækgaard, Team Hechmann – DM-bronze

    Kvinder – Top 3 overall

    1. Tsehay Gemechu, Etiopien 65:07 minutter – LØBSREKORD
    2. Hawi Feysa, Etiopien 65:41 – personlig rekord
    3. Vivian Kiplagat, Kenya 66:07′

    Kvinder – Top 3 DM

    22. Annah Ritah Nagadya, Peak4Ever – DM-guld 76,49
    23. Kamilla Sofie Vallin, VO2RC – DM-sølv 76:53
    29. Maria Larsen, Sparta – DM-bronze 78:22

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/cph-half-etiopien-lober-med-begge-sejre?releaseId=13631477

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **