PRM / Kvindelandsholdet og UNICEF i fælles kamp for børnene i Afghanistan

    Pressemeddelelse fra UNICEF Danmark

    Fodboldtrøjerne fra gårsdagens kamp er nu signeret og sat på auktion. Samtlige indtægter fra auktionen går direkte til UNICEF’s indsats i Afghanistan, hvor mere end 10 millioner børn lige nu har brug for akut humanitær hjælp. UNICEF’s krisearbejde består blandt andet i at skabe trygge rammer for børnene i de mange nyoprettede flygtningelejre. Her kan leg og sport eksempelvis være med til at skabe vigtige frirum for børnene midt i kaosset. Herudover, er UNICEF også med til at sikre adgang til rent vand, hygiejne, medicin mv.

    Fodboldkvinderne støtter godt og flot op om børnene i Afghanistan
    Dette vigtige arbejde støtter Kvindelandsholdets stjerner godt og flot op om. Danmarks midtbanespiller Sofie Junge Pedersen er ikke i tvivl om, hvorfor hun og hendes holdkammerater ønsker at hjælpe de afghanske børn:

    Billeder og videoer af desperate og bange mennesker i Afghanistan har chokeret os og man kan nemt føle sig magtesløs. Det må dog aldrig gøre os så handlingslammede, at vi ikke kan hjælpe alle. Så hvis vi kan gøre en lille bitte forskel ved at bortauktionere vores trøjer og give pengene til UNICEF’s arbejde i Afghanistan, så gør vi gerne det. Vi håber, at folk vil støtte op om denne vigtige sag“.

    Vigtig støtte til en uoverskuelig humanitær krise
    Kvindelandsholdets beslutning om at støtte UNICEF’s arbejde for børnene i Afghanistan vækker stor begejstring og glæde hos UNICEF, hvor forhåbningen naturligvis er, at så mange som muligt, fodboldfans eller ej, vil bakke op om fodboldstjernernes flotte beslutning, og dermed også den vigtige sag, ved at byde på spillernes trøjer:

    Jeg er utrolig glad og stolt over, at Kvindelandsholdet sætter handling bag DBU’s vision om at være en del af noget større. UNICEF’s kamp for børnene i Afghanistan er lige nu et af vores mest akutte fokusområder, og vi har fortsat brug for al tænkelig støtte. Derfor er det fantastisk, at vores fodboldkvinder vælger at bortauktionere deres kamptrøjer. Jeg ved, at pengene kommer til at gøre en stor forskel for de mange børn, der er ofre i en uoverskuelig humanitær krise“, siger Karen Hækkerup, generalsekretær i UNICEF Danmark.

    Auktionen
    Torsdagens fodboldtrøjer er på auktion frem til den 24. september, hvor trøjerne fra målfesten sælges til højstbydende. Her kan danskerne blandt andet byde på anfører Pernille Harders kamptrøje. Hun skrev sig i går ind i historiebøgerne som den mest scorende danske landsholdsspiller med intet mindre end 66 mål.

    Auktionen findes her: https://www.odendo.dk/Kvindelandsholdet-stoetter-UNICEF-og-Afghanistans-boern

    Kontakt:

    Morten Bredal, UNICEF Danmark, tlf. 21 48 18 83 eller e-mail MBredal@unicef.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kvindelandsholdet-og-unicef-i-faelles-kamp-for-bornene-i-afghanistan?releaseId=13631454

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **