PRM / Ny park skaber mere natur midt i Farum

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Biodiversitet er et ord, der er på alles læber i øjeblikket, og det er det også i Furesø Kommune. I 2020 besluttede Furesø Kommune at arbejde for mere natur på de kommunale arealer og flere projekter blev sat i søen. Nu realiseres det første projekt, efter at Udvalget for natur, miljø og grøn omstilling torsdag d. 9. september gav grønt lys til at anlægge en bypark i Farum Øst.

    “Vi har brug for at passe på klodens arter, og med den nye park får vi et blomstrende, konkret eksempel på, hvordan vi kan udvikle biodiversiteten i området. Her vil alle kunne blive inspireret til, hvordan de selv kan lave mere natur i deres egen have, på fællesarealer eller altanen, og skoleklasser kan bruge parken som uderum for deres undervisning, så vi også får nye generationer med på indsatsen,” fortæller udvalgsformand for natur, miljø og grøn omstilling Lene Munch-Petersen (A).

    Når parken står færdig, vil man gå igennem forskellige temahaver. Man begynder i skovhaven, som fortsætter videre til blomsterhaven, frugtlunden og ender til sidst i naturengen. Undervejs bliver parken krydret med siddemuligheder af sten og stammer i hyggelige små opholdsrum. Desuden arbejdes der med terrænet, så der opstår lavninger og små høje. For insekternes skyld, og for at skabe rum, bliver der lavet kvashegn, stenbunker og tørvevolde. Til at binde det hele sammen er en gennemgående græssti, som slynger sig igennem området.

    “Mere biodiversitet handler ikke kun om at lade græsset gro. I parken skal der netop være plads til forskellige typer natur, som viser os årets gang og giver naturen plads til at blomstre og forfalde. De forskellige elementer er planlagt på baggrund af gode input fra borgere, kommunens egne gartnere og naboer. Opbakningen til projektet og til at arbejde for et vildere Furesø i det hele taget er virkelig stor og inspirerende. Det er glædeligt, at Furesøs borgere forstår nytten og vigtigheden af, at vi aktivt fremmer artsrigdommen her i Furesø,” siger Øjvind Vilsholm (Ø), næstformand i Udvalget for miljø, natur og grøn omstilling.

    Nu står kommunens gartnere klar til at kaste sig ud i opgaven, og de første gravearbejder begynder allerede her i midten af september. Sidste hånd på værket forventes i foråret 2022, alt afhængig af vejret hen over vinteren.

    Læs mere om byparken på vild.furesoe.dk/bypark

    Kontakt:

    Lene Munch-Petersen (A) email: lmp@furesoe.dk

    Øjvind Vilsholm (Ø) email: oev@furesoe.dk

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    By- og kulturdirektør Claus Torp email: clt1@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-park-skaber-mere-natur-midt-i-farum?releaseId=13631257

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **