PRM / Ny analyse: Ejendomsbranchen mod store forandringer

    Pressemeddelelse fra EjendomDanmark

    Danske bygninger bliver hele tiden udviklet, så de tilpasser sig tidens behov. Faktisk geninvesteres værdien af en ejendom typisk tre til fire gange fra opførsel til nedrivning. Det viser en ny analyse fra EjendomDanmark, som for første gang forsøger at give et samlet billede af branchen i både tal og mennesker.

    “Der er hos nogle en forestilling om, at en ejendom er en lidt passiv investering, som nogen tjener penge på uden at røre en finger. Men ejendomsbranchen består af mange tusinde dygtige, dedikerede medarbejdere, som udvikler, driver, vedligeholder, formidler og renoverer danske ejendomme, så de rammer tidens efterspørgsel. Medarbejderne i ejendomsbranchen bidrager ikke kun direkte til beskæftigelse og økonomi. De bidrager også ved at skabe de rammer, som familier kan trives i og virksomheder vokse i. Det er derfor vi taler om rammer for vækst og liv,” siger Henrik Dahl Jeppesen, formand i EjendomDanmark.

    Med analysen vil EjendomDanmark pege frem mod de udfordringer og muligheder, som vil præge danske ejendomme de næste ti år. I det sidste ti år er der kommet 154.000 nye lejeboliger til og det stopper ikke her. Skiftende demografi, trends, politiske strømme og teknologi stiller nye krav til branchen, som forventer et investeringsbehov for boliger og erhverv på mindst 190 mia. kr. om året de næste ti år.

    Nye krav til danske ejendomme

    Det skyldes, viser analysen, at flere studerende og udflytning af uddannelser, markant flere singler, der fortrinsvis bor i lejebolig og flere ældre, der gerne vil flytte i noget mindre efter pensionen, kræver investeringer i et nyt og mere fleksibelt lejeboligmarked.

    “De næste ti år skal vi investere massivt i danske ejendomme, så vi sikrer tilstrækkeligt med tidssvarende lejeboliger og bæredygtige lokaler til virksomhederne. Det gælder både i de store byer, hvor efterspørgslen er høj, og uden for byen, hvor vi skal skabe rammer for både nye boliger og virksomheder,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.

    Fakta om ejendomsbranchen

    • Branchen invester årligt 40 mia. kroner i danske ejendomme.
    • Branchen understøtter samlet over 130.000 job.
    • Branchen bidrager med 140 mia. kr. til BNP årligt.
    • På ti år er antallet af lejeboliger steget med 154.000. Det svarer til en stigning på 43 procent.
    • De næste ti år vil kræve massive investeringer på 190 mia. kr. om året til boliger og erhverv. Herudover skal branchen selv investere mere end 40 mia. kr.
    • Opvarmning af bygninger står for ca. en tredjedel af Danmarks samlede energiforbrug og branchen for fem procent af CO2-udledningen.

    Disse beregninger er gennemført af Implement.

    Kontakt:

    Adm. direktør Jannick Nytoft tlf.: 27112073 email: jny@ejd.dk

    Pressekonsulent Cecilie Lund Vinther tlf.: 21404675 email: clv@ejd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-analyse-ejendomsbranchen-mod-store-forandringer?releaseId=13631010

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **