Pressemeddelelse fra HK Hovedstaden
Dansk Flygtningehjælps Tolkeservice er en platformsvirksomhed under det øvrige Dansk Flygtningehjælp, som har overenskomst for alle andre personalegrupper, bortset fra tolkene. Forhandlingerne er brudt sammen efter mere end et års møder.
Tolkene er “platformsansatte”. Det betyder, at de skal gå ind på en platform og tilbyde sig på de enkelte tolkeopgaver, som bliver lagt op. Hver tolk er garanteret 0 timers arbejde hver måned. Med platformsansættelser kan Dansk Flygtningehjælp “franarre” medarbejderne løn under sygdom, pension, opsigelsesvarsler og barsel.
“Det gør det jo endnu mere grotesk, at en hjælpeorganisation ikke vil tegne overenskomst for tolkene. Det giver ikke mening at hjælpe ude i verden og så behandle sit eget personale, som om de var ansat i et u-land,” understreger René Knudsen.
Konstruktionen er kynisk og kendt fra f.eks. Ryan Air. Dansk Flygtningehjælp har under forhandlingerne gjort HK Service Hovedstaden opmærksom på de store besparelser, der er ved netop sådan en konstruktion. Konsekvensen er, at tolkene skal stå til rådighed konstant for at være klar til opgaverne, uden betaling. Men tolkene kan slet ikke leve af arbejdet.
Tolkene får heller ikke løn for transporttiden mellem opgaverne, når de arbejder indenfor Københavns Kommune. Transporttiden kan være op til 50% af arbejdsdagen uden betaling.
En EU-dom har konstateret, at den type transporttid skal sidestilles med arbejdstid. Når Københavns Kommune benytter tolke fra Dansk Flygtningehjælp, er kommunen således med til at lukke øjnene for, at Dansk Flygtningehjælp bryder reglerne.
Der er sket en underminering af hele tolkeområdet gennem udbudsrunder, vurderer HK Service Hovedstaden. Vejen mod den nuværende praksis er brolagt med tolkebureauer, der er gået konkurs eller er lukket.
“Udbudsrunderne er et ræs mod bunden. Og de ringe arbejdsvilkår betyder oveni, at de dygtigste tolke forlader faget med deraf følgende fald i kvaliteten af tolkearbejdet,” påpeger René Knudsen.
“Vi har gjort alt i vores magt for at få en ordentlig aftale på plads. Vi tager nu kontakt til Københavns Kommune for at sikre os, at fremtidige udbydere også bliver præsenteret for en ordentlig aftale uden social dumping,” fastslår formanden for HK Service Hovedstaden.
Kontakt:
Formand for HK Service Hovedstaden René Knudsen, mobil 6020 2524.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-flygtningehjaelp-naegter-at-indga-aftale-for-tolke?releaseId=13630968
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **