Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet
Fredag d. 10. september 2021 holder Aarhus Universitet sin 93-års fødselsdag, og i den anledning udnævnes traditionen tro årets æresalumne – en kandidat fra Aarhus Universitet, som har skabt positiv opmærksomhed omkring universitetet.
Årets æresalumne 2021 er cand.mag. Bent Hansen, tidl. regionsrådsformand og formand for Danske Regioner. Bent Hansen har spillet en afgørende rolle for det danske sundhedsvæsen og har arbejdet for et stærkt samarbejde mellem Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Bent Hansen er kendt for en række store sygehusbyggerier, blandt andet Aarhus Universitetshospital, der er kåret som bedste universitetshospital i Danmark for 13. gang. Bent Hansen spillede desuden en vigtig rolle, da det i 2012 blev besluttet, at Aarhus skulle være hjemsted for det første danske center for partikelterapi til kræftpatienter. I dag er Dansk Center for Partikelterapi førende i at integrere forskning i den daglige patientbehandling i et tæt samarbejde med Aarhus Universitet.
Tidligere æresalumner tæller blandt andre Kronprins Frederik og Marianne Dahl, Managing Director og Partner i Boston Consulting Group.
Hæderspriser for undervisning og forskningsformidling
I forbindelse med årsfesten hædrer Aarhus Universitets Jubilæumsfond desuden to forskere for deres indsats med undervisning og forskningsformidling på Aarhus Universitet:
Lars Bo Gundersen, lektor i filosofi, modtager Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Pædagogiske Hæderspris 2021. Lars Bo Gundersen underviser filosofi-studerende og har særlig stor succes med at formidle faget Logik. Han formår at begejstre og inspirere de studerende gennem digitale virkemidler, varierende undervisningsformer og inddragelse, fx ved at lave korte videoer, invitere erhvervsledere med ind i auditoriet og skrive videnskabelige artikler sammen med de studerende.
Eva Gulløv, professor i børneantropologi, modtager Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris 2021. Eva Gulløv har gennem sin karriere formidlet sin forskning både på og uden for universitetet, og hendes bøger anvendes i stor stil på blandt andet professionshøjskoler. Én af Eva Gulløvs vigtigste pointer er, at børn gør os klogere på samfundet.
Priserne er på hver 60.000 kr.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bent-hansen-er-aeresalumne-2021-pa-aarhus-universitet?releaseId=13630902
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **