Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S
Coop Invest sætter, med en ny strategi, ny bestyrelse og et trecifret millionbeløb, retningen for et nyt forretningsområde.
Coop Invest fungerer som udviklingsselskab for alle aktiviteter i Coop koncernen, der ikke er direkte drevet af kerneforretningen i dagligvarer og bank. Reklamebureauet Republica, FDB Møbler og Severin Kursuscenter er nogle af de selskaber, der ligger under Coop Invest.
Nu er der sat en ny ambition, hvor selskabet vil foretage en række aktive investeringer i mindre virksomheder, der kan drage fordel af de omfattende kompetencer og styrker, som er til stede i Coop koncernen – eksempelvis inden for fødevareområdet og det digitale univers omkring Coops succesfulde loyalitets app.
Om den nye strategi siger Coops formand Lasse Bolander: “Vi vil gerne udnytte de styrkepositioner, som Coop har til at skabe nye rentable virksomheder sammen med innovative iværksættere. I Coop har vi en række kompetencer og aktiver, som vi kan bringe i spil og dermed hjælpe med at bygge nye sunde forretninger. Gennem Coop Crowdfunding har vi allerede indblik en række startups, der er relateret til fødevarer, og der vil måske også være muligheder.”
Direktøren for Coop Invest er den tidligere koncerndirektør i Coop Danmark, Jan Madsen, og han og teamet glæder sig til at gå i dialog med det danske startupmiljø, for at finde fremtidens vindere: “Vi er klar til at gå i dialog med nye spændende virksomheder, der har et klart koncept et godt team og som er klar til vækst,” siger Jan Madsen.
“Det er nyt i Coop at vi investerer i unge virksomheder, der endnu ikke er fuldt etableret, og vi forventer da heller ikke, at alle bliver en succes, men vi tror på, at vi kan tilbyde intelligente penge, til gavn for de nye virksomheder”, fortsætter Jan Madsen.
Coop Invest har allerede kontakt til et antal potentielle virksomheder, men vil gerne høre fra flere nye initiativer inden for området.
Coop Invest får ny bestyrelse
For at hjælpe med at eksekvere den nye strategi er der valgt en ny bestyrelse for selskabet, med relevante erfaringer. Formand for bestyrelsen er Lasse Bolander, der også er formand for hele Coop.
Bestyrelsen består derudover af:
Stine Bosse, der har lang erhvervserfaring også med startups, og som i dag sidder i Coop Amba’s bestyrelse.
Tine Thygesen, der har solid erfaring som stifter og direktør i flere virksomheder, samt et stort netværk i venturemiljøet.
Morten Windfeldt, der er CEO i Alternative Equity Partners og har lang karriere inden for corporate finance.
Kontakt:
Lasse Bolander, formand Coop Invest
Jan Madsen, direktør Coop Invest
– via Kommunikations og analysechef Lars Aarup: 30919266
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coop-vil-investere-millionbelob-i-nye-sma-og-mellemstore-virksomheder?releaseId=13630370
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **