Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet
Dansk økonomi er godt i gang med et opsving. Men selvom Danmark ser ind i lysere tider på bagkanten af corona, så er der fortsat udfordringer, som kalder på opmærksomhed. Den globale konkurrence bliver stadig skarpere, og virksomhederne skal øge produktiviteten, hvis de vil følge med. Derfor sætter regeringen med udspillet det lange lys på for at sikre den fremtidige vækst og konkurrenceevne.
Danmark kan mere I indeholder 5 erhvervsindsatser, som skal styrke og understøtte dansk erhvervsliv. Så endnu flere virksomheder satser på forskning, investerer i ny teknologi, vokser sig store og kommer ombord på den grønne omstilling.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
“Fundamentet for den unikke danske samfundsmodel er, at det offentlige skaber rammerne, så danske virksomheder kan investere, vokse og udfolde sig. Det samspil bliver endnu vigtigere i fremtiden, hvis Danmark fortsat skal stå godt i den internationale konkurrence. Et samspil som vi kan få endnu mere ud af end i dag. Med Danmark kan mere Isætter regeringen derfor den danske samfundsmodel i spil til gavn for erhvervslivet. Vi moderniserer erhvervsstøtten og frigiver penge, sådan at vi kan investere endnu mere i forskning, udvikling og danske styrkepositioner. Vi sikrer adgang til finansiering, vejledning og sparring for virksomheder, så de får investeret, og dermed realiserer deres vækstpotentiale. På den måde kan vi sikre, at dansk erhvervsliv står stærkt i fremtiden. Jeg glæder mig til, i den kommende tid, at samarbejde med mine kolleger i Folketingets partier om en strukturel, erhvervspolitisk styrkelse af Danmark.”
Helt konkret vil regeringen gøre det nemmere at drive virksomhed i Danmark. Det skal ske ved:
- At erhvervsstøtten skal have et eftersyn, så ordningerne står mål med erhvervslivets fremadrettede behov, og så vi bruger pengene på højt prioriterede områder.
- At det forhøjede fradrag til virksomhedernes udgifter til forskning gøres permanent, og at regeringen opretter et Partnerskab for Viden og Vækst, der skal knytte stærkere bånd mellem erhvervsliv og videninstitutioner og en stærkere innovationsindsats.
- At der skal sikres nemmere adgang til finansiering, vejledning og sparring for virksomhederne ved etablering af Danmarks Investeringsfond.
- At vi skal udnytte og udvikle lokale styrker gennem investering i udvikling af 8 lokale erhvervsfyrtårne.
- At samfundskontrakten styrkes gennem offentlige udbud, så det gøres mere attraktivt for danske virksomheder at udnytte de forretningsmuligheder, som offentlige udbud skaber, og indføre lovkrav om at anvende lærlingeklausuler i alle relevante udbudte offentlige kontrakter.
Kontakt:
Erhvervsministeriet pressetelefon 91 33 70 07
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-kan-mere-i-5-indsatser-for-et-staerkere-erhvervsliv?releaseId=13630856
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **